Om Herreværelset

På herreværelset.dk nørdes der igennem. Her er der ikke noget, der er for kikset, maskulint eller smalt til at blive dyrket seriøst. Her er computerspil ikke barnlige, her er krig ikke noget, man ikke taler om, og her kan 60’ernes fodboldtaktik være lige så interessant som kampen i morgen. Vores forfattere, gæster og interviewpersoner er alle på hver sin måde nørder i den forstand, at de bruger overdrevne mængder af tid på deres felt, selvom det måske langt fra er mainstream.

På herreværelset.dk kan du finde artikler, e-bøger, bøger og senere også podcasts af og med de mest vidende folk inden for emner som sport, krig, amerikansk sport, ekstremsport, computerspil, comedy, skønlitteratur med en mandlig vinkel samt læsebøger til drenge i bogdropperalderen. Til gengæld bruger vi sjældent tid på gastro, gadgets, mode og biler, kort sagt: luksus- og (over)forbrug. Men det nørdes der også godt igennem med mange andre steder.

Selvom Herreværelsets artikler og bøger ofte har mandlige læsere, er piger og kvinder mere end velkomne, hvad end de deler interesserne eller bare er nysgerrige. Målet er ikke at udelukke nogen, men at sikre plads til forskelle. Vi hylder enhver kvindelig fantasy-football-ekspert, computerspiller eller soldat og håber, at navnet ikke vil afskrække jer.

Herreværelset.dk er en del af forlaget Herreværelset, hvis hjemmeside du kan besøge på: http://hrforlag.dk

Herreværelset og Drengeværelset er registrerede varemærker.