Søg ...

Sport & Spil

Fodbold er ikke krig. Fodbold er krig.

Del

Inden VM-finalen 1974 var det skrevet i sol, måne og stjerner, at totalfodbolden og verdensstjernerne fra de forudgående års dominerende Ajax- og Feyenoord-hold skulle sejre den dag i München. I stedet endte finalen med Hollands største traume siden Anden Verdenskrig og oversvømmelserne i 1953: et 2-1 nederlag til Vesttyskland. “Finalen skulle have været 60’ernes epifani. I stedet blev den deres rekviem,” siger Bommeljé. Den historie får du her fortalt af David Winner.

“Fodbold er ikke krig” er en enkeltstående del af bogen “Oranje – totalfodbold og viljen til skønhed” og kan læses nedenfor i sin fulde længde. Alle rettigheder forbeholdes.

God læselyst.

– – –

Fodbold er ikke krig.

af David Winner

 

“Fodbold er krig” (Rinus Michels)

 

Det, der skete i München den 7. juli 1974, er printet ind i den hollandske bevidsthed på samme måde, som Dallas den 22. november 1963 plager amerikanerne. Det er selvfølgelig uanstændigt at påstå en præcis parallel mellem det forfærdelige mord på præsident Kennedy og nederlaget i en fodboldkamp; ikke desto mindre græd voksne mænd på dagen, hvor Holland tabte VM-finalen til deres naboer. En afstemning i tv på 20-årsdagen for nederlaget afslørede, at enhver sansende hollænder med stor nøjagtighed kunne huske, hvor de var, og hvad de lavede. Dramatiker Johan Timmers undersøgte den ulykkelige begivenhed og dens følger nærmere og kom frem til, at ’nederlaget i 1974 er det største traume, landet har været ude for i det 20. århundrede, kun fraregnet oversvømmelserne i 1953 og anden verdenskrig’.

Mærkeligt nok, så var sorg på det tidspunkt et meget privat anliggende; i offentligheden blev det lagt sådan for dagen, at de hollandske spillere var helte, fordi de nåede finalen og undervejs spillede enestående fodbold – hvad end de vandt eller tabte – og blev på stolt vis behandlet således. Ved deres hjemkomst til Holland blev spillerne og træner Rinus Michels fejret med oprigtig følelse ved en stor gadefest i orange farver på Leidseplein. Bortset fra festlighederne var landet i decideret sorg. ’1974 var faktisk meget smertefuldt for os alle,’ siger den hollandske psykoanalytiker Anna Enquist. ’Vi tillader ikke os selv, at noget kan være så betydningsfuldt. Men det betød rigtig meget. Der ligger stadig et dybt og ubehandlet traume gemt omkring 1974. Det er en meget levende smerte, som en ustraffet forbrydelse.’

Den Tabte Finale er det emne, som enhver meningsudveksling om fodbold slutteligt slår over i. Hvorfor snublede Hollands største fodboldhold nogensinde – Cruyff, Wim van Hanegem, Neeskens, Krol et al – over den sidste forhindring? Totalfodboldspillerne scorede i kampens allerførste minut, hvorefter de med dominerende, overlegen boldbesiddelse styrede spllet i 25 minutter, for så at bruge hele anden halvleg på ubarmhjertige angreb. Og tabte. Den mest talentfulde gruppe af fodboldspillere, som landet – vel nærmest et hvilket som helst land – nogensinde har fostret, smed det hele på gulvet. Hvordan? Hvorfor? Som Winston Churchill sagde i en mere alvorlig sammenhæng: det er som en gåde pakket ind i et mysterium.

I Holland symboliserede kampen både fodboldidealets død og samtidig enden på 1960’ernes eufori. I de sene 1970’ere var historikeren Bastiaan Bommeljé en af de første hollandske intellektuelle, der påpegede, at Den Tabte Finale havde en kulturel betydning, der gik langt ud over fodboldens univers. Det var et definerende øjeblik for en generation og en æra i hollandsk samfundsliv og politik på en måde, som det at vinde VM aldrig helt blev det for eksempelvis England i 1966. For Holland markerede finalen nedgangen for andre af optimismens og forhåbningens ikoner: Snart forsvandt nederland gidsland-politikken – hvor målet var at sprede retfærdighed og fred ved at vise andre lande, hvordan hollænderne levede – og Joop den Uyls socialistiske regering – den politiske kulmination for 1960’ernes idealister – bukkede under for oliekrisen, der fulgte i kølvandet på Yom Kippur-krigen.

’Finalen skulle have været 60’ernes epifani. I stedet blev den deres rekviem,’ siger Bommeljé. ’Holdet var produktet af en tid, der havde satset alt på ungdommen og ungdommens løfte, og på forestillingen om, at det ville være gode tider, når den nye generation skulle tage over. Og alt det blev der sat en stor streg over.’

Han siger, at kampen også var af betydning for de hollandske ’baby boomere’, der havde den kulturelle magt i 1970’erne. ’Ajax’ Europa Cup-titler og VM i 1974 blev på en eller anden måde blandet sammen med den nye generations magtovertagelse. Reelt set var der ingen forbindelse, men enhver gruppe eller nation har deres egne skabelsesmyter. Det ser man i hele den antikke historie: Rom, Athen, Sparta, de skabte alle deres egen oprindelse i komplekse myter, der forklarede, hvorfor de besad magten, hvorfor de var de bedste, klogeste og smukkeste. Det var, hvad der skete for denne generation… Den Tabte Finale var et forpligtende, definerende øjeblik for dem.’

Den kom også til at rumme følelser angående det ubearbejdede og uendeligt meget større hollandske traume, nemlig Nazibesættelsen fra 1940 til 1945, og for store mængder af neuroser om efterkrigstidens Tyskland.

Når døden indtræffer under mistænkelige omstændigheder, er det normal praksis at undersøge sagen nærmere, hvilket man blandt andet kan drage nytte af i fremtiden, og som kan hjælpe med sorgbearbejdelsen. Holland bearbejdede ikke Den Tabte Finale på denne måde, og måske som et resultat heraf er kampen blevet skabelonen for de fleste af landets fodboldskuffelser.

 

Det er forbløffende at tænke på, at indtil 1970’erne havde Holland en landskampstatistik, der mindede om Luxemburgs. Hollænderne havde ikke kvalificeret sig til et VM siden 1938 og var temmelig heldige overhovedet at komme med til slutrunden i Vesttyskland. I kvalifikationskampene tæskede Holland de svage nationer Norge og Cypern med samlet 24-2. Men de spillede uafgjort med deres største rivaler, Belgien. I den fortvivlet hårdtkæmpede og afgørende kamp i Amsterdam i november 1973 scorede den belgiske angriber Jan Verheyen på frispark i de sidste sekunder. Målet burde have slukket lyset for Holland; men den russiske dommer Khazakov dømte offside. tv-billederne viste, at han tog fejl.

En moderne slutrunde var en ny oplevelse for hollænderne; det var derfor heldigt, at KNVB for gangs skyld havde udpeget den bedste mand til at lede holdet. Tre måneder forud for turneringen tog Rinus Michels over efter Frantisek Fadhronc, der havde styret holdet gennem kvalifikationen. Michels havde en meget erfaren og dygtig trup til sin rådighed, med størsteparten af spillerne fra Feyenoord (der havde vundet Europa Cuppen i 1970 og UEFA Cuppen i 1974) og Ajax (der havde vundet Europa Cuppen tre år i træk fra 1971 til 1973). Johan Cruyff kom til fra Barcelona. Rob Rensenbrink, wingen, der var blevet en legende i Belgien, kom til fra Anderlecht. Michels planlagde at kopiere det system, som han og spillerne, og siden hen Kovacs, havde perfektioneret i Ajax. Ikke alle Ajax’ – eller Ajax-trænede – spillere var imidlertid til rådighed. Den sofistikerede stopper Barry Hulshoff var skadet, og Horst Blankenburg var tysker. Venstre midtbanespiller Gerrie Mühren afslog at tage med holdet, fordi hans søn var syg. Wingen Piet Keizer var med i truppen, men med sine 34 år havde han toppet. (Hertil kommer, at Keizer og Michels aldrig rigtig fik et godt forhold til hinanden; Keizer spillede kun den anden kamp i turneringen, Rensenbrink spillede på hans position i alle de andre kampe.) Tilstedeværelsen af dygtige Feyenoord-spillere tilførte holdet snedighed og styrke. Midtbanen udgjordes af snu og tænksomme Wim Jansen, som spillede på Arie Haans plads i højre side, og med den hårdt tacklende, visionære pasningsmester Van Hanegem på Mührens plads i venstre side. Michels største problem lå i forsvaret. Ajax’ fantastiske angrebsorienterede backs Krol og Suurbier var med; men hvad skulle man gøre uden de normale centrale forsvarsspillere Hulshoff og ’Jern’ Rinus Israel, hvis far døde lige inden slutrunden? Michels fandt på en radikal løsning; den hårdføre og bevægelsesstærke (uprøvede) Wim Rijsbergen, Feyenoords højre back, og Arie Haan, der før havde spillet i forsvaret, skulle udgøre det centrale forsvar. Haans gode pasningsevner betød, at han skulle operere som sweeper foran målmanden.

Michels sigtede mod at gøre angreb til det bedste forsvar. Endnu mere dristigt var hans valg af målmand. Den målmand, der blev anset som Hollands bedste, Jan van Beveren, var småskadet og altid oppe at toppes med Cruyff; den oplagte kandidat til at erstatte ham var Piet Schrijvers fra FC Twente. På Cruyffs foranledning valgte Michels i stedet veteranen Jan Jongbloed fra FC Amsterdam. Det syntes at være et sært valg. Jongbloed var 34 år og havde tidligere blot spillet en enkelt landskamp, et 4-1 nederlag til Danmark i 1962. Jongbloed er den eneste VM-målmand nogensinde, der er valgt på baggrund af hans evner i marken; han var god mod skud, men han kunne også bruge fødderne. Hvis hans hold var ved at tabe – og det var de tit – elskede han i slutningen af kampene at løbe med frem og deltage i angrebsspillet. Til slutrunden i Tyskland ville Michels have en målmand, der kunne fungere som sweeper, snarere end en gammeldags målmandstype, der blev stående inde på stregen.

De Ajax-trænede spillere kendte til hudløshed doktrinen om vedvarende angreb, ’presspil’ på modstandernes halvdel og konstante positionsskift. Feyenoord-spillerne og Rensenbrink havde kun tre uger til at lære denne måde at tænke og spille på i en hård, tre uger lang træningslejr forud for slutrunden ved KNVB’s hovedkvarter i Zeist. At de tilpassede sig så elegant er et udtryk for deres fodboldforstand. Ruud Krol: ’Alle skulle ind i systemet. Michels havde sin strenge stil og hårde træning. Det var meget hårdt, men selvom vi var meget trætte og indledningsvis spillede utrolig dårligt, havde vi fornemmelsen af, at vi kunne udrette noget. To uger inden slutrunden tabte vi en træningskamp 2-0 til et tysk 2. divisionshold. Men Michels havde kun én ting i hovedet: den første kamp ved VM. Alt var rettet mod den. En uge inden den første kamp spillede vi en venskabskamp mod Argentina i Amsterdam og slog dem 4-1. Det gav os rigtig meget selvtillid. Vi troede på, at vi kunne vinde, hvis vi kom godt fra start. Vi havde på fornemmelsen,

at hvis det klappede for os, så kunne vi komme langt.

Det hollandske hold ankom til Tyskland som det sidste. Hovedkvarteret var Wald Hotel i Hiltrup, basen hvorfra de skulle tage den kommende udfordring op.

 

To gange under VM i Schweiz i 1954 havde Vesttyskland spillet mod det uforgængelige ungarske landshold med Puskas, Kocsis og Hidegkuti – det samme hold, der på legendarisk vis havde slået England 6-3 og 7-1 et par måneder forinden. Ungarerne var på daværende tidspunkt slet og ret det bedste og mest beundrede hold i verden og var, i deres lysende røde trøjer, storfavoritter til at vinde turneringen. I deres gruppekamp udviste ungarerne en afgrundsdyb styrkeforskel mellem de to hold ved slå Vesttyskland 8-3. Det var en ganske anden historie, da de mødtes på ny i finalen i Bern: Puskas scorede, Ungarn brusede sig til en tidlig 2-0 føring; men på forunderlig vis kæmpede tyskerne sig tilbage og vandt 3-2.

To år senere spillede Holland en venskabskamp mod Vesttyskland i Düsseldorf. Fodboldjournalist og tv-vært på Canal+ Kees Jansma var ni år på det tidspunkt og husker ganske livligt forventningens glæde over at skulle på stadion med sin far for at se kampen. Kampen blev dækket af aviser, radio og ugerevyer, og en

håndfuld mennesker så også kampen i det ganske unge hollandske tv-medie. ’Det var noget mere farverigt dengang, end hvad man ser, når man kigger tilbage på det,’ siger Jansma. Folk tror, at kampen foregik rykvis og i sort/hvid. Det var meget koldt, og banen var meget dårlig på grund af sne. Selve kampen var ringe: Tysklands mål var et selvmål af Cor van der Hart. Abe Lenstra scorede Hollands to mål, ikke flotte mål – nemme afslutninger fem meter fra stregen – men følelsen var enormt voldsom. Da dommeren fløjtede af, og vi havde vundet 2-1, så jeg min far hoppe grædende op og ned, fordi vi havde slået verdensmestrene. Der må have været mellem 6.000 og 8.000 hollændere til stede, og de invaderede banen og bar spillerne på deres skuldre. I toget hjem blev der festet helt vildt. Jeg har aldrig set min far sådan – han var helt fra den, sang og dansede. Senere gik det op for mig, at det havde noget med krigen at gøre, noget med følelserne over for tyskerne at gøre. Den var en meget stærk følelse for alle de tilstedeværende, som om vi havde fået revanche for alt, de havde gjort mod os. I dag siger min far, at jeg misforstod det: at det kun handlede om fodbold. Men det var mere end bare fodbold. Vi må erkende over for os selv, at et af vores svage punkter er, at vi altid begynder at tale om krigen og om revanche, når vi spiller mod tyskerne, ligegyldigt hvilken sport, det drejer sig om. Efter 1974 skrev jeg, at det for mig nu var et overstået kapitel; nu behøver vi ikke nævne det mere. Tyske fodboldspillere har intet med krigen at gøre. Men i 1956 var det forståeligt. Min far havde kæmpet i krigen – han havde været i fængsel i en kortere periode. Kampen gjorde ham så lykkelig. Der var lys i hans øjne.’ Jansma er hverken den første eller sidste hollænder, der kæmper med den sammensmeltning af følelser over for fodbold og krigen, som han beskriver. I resten af århundredet fik Hollands forhold til dets store (og engang onde) nabo i høj grad luft gennem fodbold.

Det klappede for Holland fra det øjeblik, slutrunden i 1974 begyndte. I deres første kamp i Hannover fik to mål af Johnny Rep (det første et hovedstød tæt ved den ene stolpe, det andet banket ind med ydersiden) skovlen under ultra-defensive Uruguay. Hollænderne kunne nemt have scoret seks mål. Så fulgte en anspændt og fængslende 0-0’er mod Sverige i Dortmund, en kamp hvori verden fik den legendariske ’Cruyff-vending’ at se. Opfattelsen af, at noget ganske opsigtsvækkende var under opsejling, kom i forbindelse med den sidste gruppekamp, i hvilken Holland smadrede Bulgarien 4-1 (også i Dortmund). Målene blev scoret af Neeskens, to straffespark, Rep igen og indskifteren Theo de Jong, en midtbanespiller fra Feyenoord, på et dykkende hovedstød. På tilskuerpladserne skete der ligeledes noget besynderligt. Stadionet i Ruhr-distriktet var fyldt af hollændere i orange T-shirts, der sang sig selv hæse. Begejstringen blev delt hjemme i Holland, hvor hollænderne – der i udpræget grad havde været ligeglade med holdet ved turneringens start – var blevet en nation af passionerede sofatilhængere. Det var den første slutrunde, der blev vist på tv i Holland; og efterhånden som totaalvoetbal omtågede og overvældede den ene modstander efter den anden, steg salget af farvefjernsyn eksplosivt.

I den første kamp i mellemrunden stod hollænderne for deres hidtil mest elektrificerende præstation i 4-0-af klapsningen af Argentina i Gelsenkirchen. Cruyff scorede det første og det sidste – begge mål takket være Van Hanegems venstre fod. Et lavt skud fra Krol og flyvende hovedstød fra Rep sørgede for de to andre mål. Ikke engang skybrudsagtigt regnvejr kunne stoppe hollændernes uimodståelige bevægelsesmønstre og pludselige angrebsbølger. Længe var argentinerne reduceret til 10 mænd efter en rugbytackling på Cruyff i håbet om at holde hollændernes målscoring nede. Fire dage senere på samme stadion blev Østtyskland sendt hjem med et 2-0 nederlag: Neeskens scorede tæt under mål, og Rensenbrink lagde med et nøjagtigt skud bolden i nettet, hans eneste i slutrunden. Derefter kom det grumme sammenstød med de regerende mestre fra Brasilien i Dortmund, i det der reelt set var en semifinale. På grund af deres overlegne målforskel kunne Holland klare sig med uafgjort for at nå finalen i München. Ruud Krol mindes: ’Det var den bedste kamp, den hårdeste kamp – den havde det hele. Der var smuk fodbold, flotte kombinationer, svinske tacklinger. Det var en kamp, der blev spillet på grænsen, og jeg kan godt lide, når begge hold spiller sådan. Gør hvad som helst for at vinde. Vi spillede på en måde, der var nødvendig for at slå Brasilien. De hårde og voldelige brasilianere var uigenkendelige fra det sublime hold med Pelé, Gerson og Tostao fra Mexico fire år tidligere, og hollænderne matchede dem, frispark for frispark. I tyve minutter i første halvleg var Holland udspillet (Paulo Cesar og Jairzinho brændte store chancer), hvorefter hollænderne begyndte at gøre sig gældende: Neeskens lavede det første mål på en flugter, og Cruyff satte det mindeværdige andet mål ind efter et indlæg fra Krol.

 

Dagen inden finalen mellem Holland og Vesttyskland på Det Olympiske Stadion i München bragte Bild Zeitung en historie, der hævdede, at der havde været en ’nøgenfest’ i swimmingpoolen på Wald Hotel i timerne op til Hollands kamp mod Brasilien. Angiveligt skulle festen have været holdt af fire unavngivne hollandske spillere og lige så mange anonyme tyske piger. (Bild hævdede at være i besiddelse af fotos af deltagerne, men billederne blev aldrig trykt, og artiklen var i stedet illustreret af et billede af poolen uden mennesker i.) De hollandske spillere og repræsentanter afviste vredt historien. Rinus Michels af holdt en pressekonference, hvor han anklagede historien for at være opdigtet og beskyldte sidenhen de tyske medier for psykologisk krigsførelse mod hans hold. På lidt modstridende vis påstod hollænderne senere, at enten

var historien overdrevet, eller også var den arrangeret af Bild, som havde betalt pigerne for at deltage.

Havde Holland vundet finalen, havde historien sandsynligvis været glemt ugen efter.

 

***

 

Til trods for, at Vesttyskland var regerende europamestre og turneringens forhåndsfavoritter, lagde den aktuelle form og nyere klubhistorie op til en sikker hollandsk sejr. Seks af hollænderne (Cruyff, Haan, Krol, Neeskens, Rep og Suurbier) havde spillet for Ajax; samme antal fra det tyske hold havde spillet for Bayern München (Franz Beckenbauer, Paul Breitner, Uli Hoeness, Sepp Meier, Gerd Müller og Georg Schwarzenbeck). Ajax havde udspillet bayrerne i de fleste klubkampe. I to venskabskampe forud for 1972/73-sæsonen havde Ajax vundet 5-0 i Amsterdam og 2-1 i München. I Europa Cuppens kvartfinale i marts 1973 var Ajax eksploderet og havde vundet 4-0 i en af årtiets flotteste opvisninger i angrebsfodbold. Det bayerske hold var forståeligt nok skuffede over at have spillet så ringe, og målmand Maier var så rystet

over sin egen indsats, at han smed sit tøj ud af vinduet fra hotellet i Amsterdam. Ajax’ sejr mindes stadig i Amsterdam; Bayerns 2-1 sejr i den anden kamp to uger senere huskes knap så godt.

Mens Holland henrykte fodboldverden på deres vej gennem slutrunden i 1974, knoklede og kæmpede Vesttyskland for det. De blev piftet af banen af deres egne fans efter lidet overbevisende indsatser mod Australien og Chile i første runde. De tabte 1-0 i en politisk prekær gruppekamp mod det kommunistiske Østtyskland, hvorefter de på betagende vis vandt 4-2 over Sverige. De slog Polen noget kontroversielt på en regnvåd bane i Frankfurt i det, der nu til dags kaldes en semifinale. (Polakkerne satte deres lid til deres flyvende wings, Gadocha og Lato, men en gennemvåd bane i den ende, hvor de angreb i første halvleg, gjorde det umuligt for dem at spille deres sædvanlige spil. Ved halvleg sørgede maskiner for at fjerne vandet i siderne i selv samme ende af banen, hvilke gjorde det nemmere for tyskerne i anden halvleg, end det havde været for deres polske modstandere i første. Müller fik bugseret det vindende mål ind ti minutter før tid.)

To af de største fodboldspillere gennem tiderne var ellers med på hjemmeholdet. En af dem var Franz Beckenbauer – ’Der Kaiser’, som han var kendt som – den majestætiske, kreative forsvarsspiller, der antageligvis styrede holdet i højere grad end træner Helmut Schoen. Den anden var Gerd ’Der Bomber’ Müller, uden sammenligning den farligste angriber på sin tid, og måske endda nogensinde. Müller var lavstammet, lidt akavet at se på og ikke særligt hurtig: han lignede ikke på nogen måde indbegrebet af en stor fodboldspiller, men han havde en dødbringende acceleration over korte afstande og et fabelagtigt instinkt for at score mål. Hans korte ben gav ham et underligt lavt tyngdepunkt, så kan kunne vende hurtigt og i perfekt balance, på en plads og i et tempo, der ville få andre til snuble. Og han blev kendt for at stjæle umiddelbart umulige mål.

Der Bomber’. I Tyskland et harmløst kælenavn, og på Müllers tid var det normalt at tale om at ’bombe’ bolden ind i nettet. Uden for Tyskland, derimod, havde kælenavnet noget uheldige associationer: ’Der Bomber’ som i ’Der Blitz’. ’Der Bomber’ som i Guernica, Warszawa og udslettelsen af Rotterdam… Næppe Gerd Müllers skyld, men hans tilnavn peger også på en grundlæggende betydningsmæssig – eller er den jungiansk? – forvirring i fodboldens verden. Hvad betyder det at score et mål, helt nøjagtigt? Hvad betegner et mål helt nøjagtigt, på et symbolsk mytologisk og rituelt niveau? På den ene side betegner det noget skønt, den højeste form for skabelsesakt i kampen. Alligevel hånes Dennis Bergkamp, der evner at score smukke mål, for at være svag. Hans kritikere beklager sig: ’Han besidder ikke den hensynsløse sejrsvilje’, ’Han er ikke kynisk nok’. På et dybere niveau er det at score mål et – symbolsk – drab. Af alle de teorier, der findes som forklaring på spillets dybe rituelle og universelle tiltrækning, fremstår den, som Desmond Morris fremfører i The Football Tribe – om at fodbold eren rekonstruktion af gamle stammeritualer for jagt og krigsførelse – for mig som den mest overbevisende. Dygtige angribere omtales altid i sprog, der leder tankerne hen på evnen til at slå ihjel. En fuldendt angriber er ’dødbringende’ eller ’dræbende’ foran mål. Han er en ’skarpretter’, ’krybskytte’, ’røver’. Emilio Butragueno var ’Gribben’; Toto Schillacci, ’Lejemorderen’; Gerd Müller, ’Bomberen’. Skyldig i massemål. Snigmorder.

Müller lavede 365 mål i 628 kampe for Bayern, utrolige 68 mål i 62 kampe for Tyskland og 14 mål ved to verdensmesterskaber. (Pelé nåede kun 10 mål i tre.) Han kunne ikke forklare sin evne. ’Jeg har dette instinkt for at vide, hvornår et forsvar slapper af, eller hvornår en forsvarsspiller vil lave en fejl,’ sagde han engang.

’Noget inden i mig siger, Gerd, løb den vej; Gerd, løb derhen. Jeg ved ikke, hvad det er.’ En dræber, der påstod at høre stemmer. Seriemålscorer.

 

På dagen for finalen i 1974 forventede selv Vesttyskland, at Holland ville vinde. ’De var et bedre hold,’ har Uli Hoeness senere hen sagt. Wingen Bernd Holzenbein genkaldte sig: ’Vi havde planlagt, at vi i spillertunnellen skulle kigge dem i øjnene for at vise dem, at vi var lige så store som dem. De havde følelsen af, at de var uovervindelige – man kunne se det i deres øjne. Deres attitude over for os sagde, ”Hva’ så drenge, hvor mange mål har I lyst til at tabe med i dag?” Mens vi ventede på at komme på banen, prøvede jeg at kigge dem i øjnene, men jeg kunne ikke. De fik os til at føle os små.’ Ikke desto mindre havde hollænderne problemer op til finalen. Rob Rensenbrink havde forstrukket en muskel i låret mod Brasilien. Han bestod den fysiske test op til kampen, men var ikke helt klar. (Rene van der Kerkhof endte med at erstatte ham i pausen.) Der gik et rygte om, at han kun var stillet til start for at opfylde en støvlekontrakt, men det benægter han. ’Ja, der var en kontrakt, på et par tusinde gylden. Jeg kan ikke huske hvor meget. Selvfølgelig ikke. Jeg var i finalen ved VM – jeg ville meget gerne spille.’ Der var imidlertid også et musikalsk problem. Hollændernes førkamps-ritual indebar blandt andet at synge med pået bånd med musik af Volendam-gruppen The Cats. Eftermiddagen før finalen forsvandt båndet på mystisk vis; i stedet for deres elskede Cats måtte hollænderne forberede sig til VM-finalen til David Bowies ’Sorrow’.

 

Holland gav bolden op og påbegyndte straks en ekstraordinær sekvens af afleveringer, uforskammet flyttede de bolden rundt, frem, tilbage, ud i siderne uden at tyskerne på noget tidspunkt udgjorde nogen egentlig trussel. Van Hanegem til Cruyff… Van Hanegem til Neeskens til Krol… Rijsbergen til Haan til Suurbier… Haan til Rijsbergen til Haan (på nuværende tidspunkt er de ophidsede tyske tilskuere begyndt at pifte)… Cruyff til Rijsbergen til Krol… Neeskens til Rijsbergen til Cruyff. Cruyff rykker fremad i høj fart og bliver efter et par hurtige ryk fra side til side fældet af Uli Hoeness.

Dommeren Jack Taylor peger på pletten. Beckenbauer siger: ’Du er englænder.’ (En umiddelbart uskyldig kommentar, med hvilken Beckenbauer durkdrevent, har han senere indrømmet, antydede, at Taylor var forudindtaget over for tyskerne på grund af de to verdenskrige og de to verdensmesterskaber i 1966 og 1970 – det er den eneste gang, at nogen på banen i finalen med forsæt påberåber sig historiens gang.) Johan Neeskens gør sig klar til at sparke straffesparket. En kameramand zoomer ind på de hollandske spilleres koner og kærester i de dramatiske sekunder, der følger. Truus van Hanegem har ikke nerver til at kigge på, hun vrider sig i sædet, lukker øjnene, hulker, nærmest hyperventilerende, indtil det er taget. Uden for kameraet sparker Neeskens bolden ind i målet lidt til venstre for midten. De hollandske piger skriger lettelsens glæde, og Truus slutter sig til de hoppende kram, der fejrer målet. 120 sekunder inde i kampen bliver Sepp Maier den første tysker, der rører bolden, da han henter den ud af sit net. Aldrig har et hold startet en kamp så perfekt ved så vigtig en finale.

De næste 23 minutter afgjorde kampen – og var med til at forme hollandsk efterkrigshistorie. De havde krammet på vesttyskerne, men i stedet for at gå efter endnu et mål, begyndte hollænderne at holde bolden i egne rækker på arrogant og hånende vis, mens de spillede bolden rundt i flotte mønstre og gav prøver på deres tekniske overlegenhed, men uden at være farlige. Ingen af de hollandske spillere kan i dag forklare, hvordan det udviklede sig sådan. Johnny Rep: ’Vi ville gerne gøre grin med tyskerne. Vi tænkte ikke over det, men vi gjorde det, ved at spille bolden rundt og rundt og rundt. Vi glemte at score det andet mål. Når man ser kampen igen, kan man se, at tyskerne blev mere og mere indebrændte. Det var vores egen skyld. Det ville have været meget bedre, hvis tyskerne havde scoret i det første minut.’ Van Hanegem: ’Jeg var ligeglad med, om vi kun vandt 1-0, så længe vi også fik ydmyget dem.’ Hollænderne skabte og spildte endnu en gylden mulighed: i det 24. minut brød Cruyff igennem, trak uden om Maier og lagde den ind til Rep – der huggede bolden direkte ind på målmanden.

I det 25. minut skærer Holzenbein ind mod det hollandske straffefelt. Haan får ikke stoppet hans løb, og den sidste forsvarsspiller, Wim Jansen, kaster sig desperat ud i en tackling. Jansen strækker benet ud, rammer hverken bolden eller tyskeren, og Holzenbein kaster sig til jorden. Jack Taylor, muligvis påvirket af Beckenbauers tilråb, peger på ny på pletten. (Hollænderne har til alle tider beskyldt Holzenbein for film, og i en dokumentarfilm fra 1997 erkender Taylor, at han begik en fejl.) Tyskernes maoistiske venstre back med det Zapata-lignende overskæg, Paul Breitner, går til bolden og sparker den meget præcist ned i det højre hjørne af Jongbloeds mål.

Straffesparket ændrer kampen; fra nu af vælter de tyske angreb ned mod det hollandske mål. Cruyff – der nu ligger meget dybt i banen – forsvinder som kreativ igangsætter stort set ud af kampen, og Berti Vogts scorer næsten og tvinger Jongbloed ud i en énhåndsredning. Jongbloed får vippet et frispark fra Beckenbauer over overliggeren. Rijsbergen afværger Hoeness’ skud på stregen. Og så, i det 43. minut, sender Grabowski Rainer Bonhof ned langs højre side. Haans manglende erfaring som forsvarsspiller viser sig igen.

For hollænderne er de næste øjeblikke som i et mareridt; det er momentet, hvor Jack og Jackie vinker smilende ud til kameraerne, mens deres bil langsomt svinger ned ad Deeley Plaza. Bonhof finder plads til at lægge bolden ind centralt i feltet, hvor Gerd Müller reagerer hurtigst og får foden på bolden. Müllers boldberøring er mærkværdig: han får blokeret bolden tilbage, omkring en meter væk fra det hollandske mål. Faren synes umiddelbart drevet over. Men Müller springer tilbage og i en enkelt bevægelse får han sit højre ben hele vejen rundt om bolden og sparker den op mod det fjerneste hjørne. Aktionen ser fysisk umulig ud. ’This is the End’, som det lyder i en Jim Morrison-sang… Müller rammer bolden så let, at det minder mere om et puf end et spark. Skuddet undviger Krols desperat forsøgte blokering. Jongbloed, der forventede et skud ved den nærmeste stolpe, efterlades på hælene og fastfrosset på stedet, da bolden lister sig blidt og pinefuldt ind i nettet.

 

På hollandsk tv kom den forfærdede kommentator Herman Kuiphof med den bemærkning, der skulle blive lige så kendt i Holland, som Wolstenholmes ’De tror, det er slut’ er blevet det i England. ’Zijn we er toch nog ingetuind,’ sagde Kuiphof. Forfatter og klummeskribent Auke Kok forklarer: ’”De har narret os igen.” I én sætning opsummerer han vores traume og hele vores nation generelt. Kuiphof var journalist, og de er altid de bedste kommentatorer. Denne bemærkning kom fra et sted dybt inde i ham. Den er fremragende. Det, han mente, var: i 1930’erne troede vi ikke, at tyskerne kunne finde på at angribe os, fordi de var vores naboer, og de sagde, at de ikke ville angribe os. Og i kampens første halve time kom tyskerne ikke. Vi havde bolden, vi kontrollerede den. På en eller anden måde viste tyskerne: ”Vi kommer ikke”. Og vi blundede hen. Og mens vi sov, så angreb de os. Igen.’ Kuiphof, derimod, hævder det modsatte: ’Nej, jeg tænkte ikke på krigen. Jeg bemærkede blot, hvor dumme hollænderne var. De havde det hele i deres hule hånd og under kontrol, og de brugte det ikke til at score det andet mål og måske lukke kampen; de prøvede ikke for alvor på det. De forsøgte at ydmyge tyskerne. Og det er dumt mod et tysk landshold i deres eget land… i en finale må man ikke undervurdere dem. Det gjorde hollænderne – det var, hvad jeg mente.’

I anden halvleg spillede hollænderne på en måde, der mere mindede om deres sædvanlige spil og skabte chancer på samlebånd. ’Jeg blev ved med at kigge på uret,’ har Müller siden hen sagt. ’Tiden gik så langsomt. Jeg var overbevist om, at hollænderne nok skulle score.’

Sepp Maier laver en fejl, går forkert af et indlæg, som Paul Breitner header væk, da bolden er på vej ned under overliggeren. Rep står klar i højre side og skyder lige forbi, mens en bedre placeret og helt umarkeret Van Hanegem skriger på bolden; Maier får blokeret bolden for fødderne af Rep. Van Hanegem kommer flyvende og header fem meter fra stregen bolden direkte ned i jorden, hvorfra bolden hopper blidt ind i den knælende Maiers arme. Van de Kerkhofs lange tværaflevering fra venstre side når frem til Neeskens i en spids vinkel ved bageste stolpe. Neeskens flugter er ramt så perfekt og med så megen kraft så tæt på mål, at den ser ud til at skulle tage både bolden og Maier med ind i nettet. På en eller anden måde lykkes det Maier at blokere skuddet og vippe den ud til hjørne. Tyskerne forsvarer sig på desperat vis. Begge hold spiller, som var spillerne besat. Da der endelig bliver scoret, er det nede i den anden ende. Müller igen – denne gang med et perfekt løb, der snyder offside-fælden, hvorefter han kan trille den forbi Jongbloed. På forunderlig vis er der ingen protester fra hverken Müller eller andre tyske spillere, da Taylor fejlagtigt fløjter for offside. Efter 90 minutter fløjter Taylor kampen af, og Müller synker sammen med armene hævet i triumf.

 

Efter kampen deltog alle de hollandske spillere i den officielle middag. Alle på nær Wim van Hanegem, da: ’Jeg kan ikke lide tyskere. Hver eneste gang, jeg spillede mod tyske spillere, var det svært for mig på grund af krigen. 80 procent af min familie døde i den krig; min far, min søster, to brødre. Og alle kampe mod spillere fra Tyskland gør mig vred. Tyskerne var gode spillere, men arrogante.’ Van Hanegem siger, at hans følelser er stilnet lidt af siden 1974, men at tabe finalen på daværende tidspunkt berørte ham dybt. Han siger, at et lignende nederlag til en anden nation ikke havde været så slemt, ’men at tabe til tyskerne…’ Hjemme i Holland gav skuffelsen tilsyneladende hurtigt efter for offentlig stolthed og glædesudbrud over, at deres landshold havde spillet så godt og nået finalen. Michels og spillerne blev fejret som helte, da de ankom til Schiphol, og deltog senere i en reception i kongepaladset, hvor de dansede conga rundt i haven med premierminister Joop den Uyl, mens en strålende dronning Juliana så på. Da de trådte frem foran de tiljublende, orangefarvede masser på balkonen på Stadschouwburg i Amsterdam, hvor Ajax’ Europa Cup-triumfer traditionelt blev fejret, var der ikke umiddelbart tegn på, at den tabte finale havde forvoldt den helt store smerte. Men uden for kameraernes søgelys ulmede gløderne fortsat. På ubemærket vis var kampen på vej ind i mytologiens og den individuelle sorgs sfære. Bastiaan Bommeljé bemærker: ’Det gjorde et voldsomt indtryk på mig at se voksne mænd græde, fordi vi havde tabt til Tyskland, men derefter talte ingen om denne kamp i over ti år.’ Den manglende kritiske analyse af, hvad der var gået galt, åbnede i stedet op for årtier med rygter og hvisken i krogene.

 

***

 

Dengang havde jeg selvfølgelig ingen idé om alt dette. Jeg så finalen som 17-årig sammen med min familie i London. Jeg havde forelsket mig, ikke kun i hollændernes ekstraordinære og brillante fodboldspil, men også i det, jeg betragtede som deres ynde, varme, idealisme og åbenlyse forstand. Jeg var knust. Nederlaget føltes, som Casablanca ville have gjort, hvis den var endt med scenen, hvor Ilsa forlader Rick på togstationen. ’Du havde orange på. Tyskerne var i hvidt. Vi vil altid have München…’

Da jeg mange år senere begyndte min research til denne bog, startede jeg med at spørge hollandske journalister og fodboldspillere, hvad der egentlig gik galt i Den Tabte Finale. Og alle fortalte mig om den sølle swimmingpool-historie. Eller dele af den, krydret med hentydninger og sigende vittigheder og Totalmodsætning. ’Det er rigtig nok’; ’Intet af det er sandt’; ’Cruyff var med’; ’Cruyff var der ikke’; ’Tro mig: det betød ingenting’; ’Jeg kender hele historien, men det er stadig en frlig historie. Jeg foretrækker ikke at sige, hvad jeg ved…’ Det hele uden for citat, naturligvis. I offentligheden trak den hollandske presse et slør af diskretion hen over historien. De Telegraaf havde den på forsiden på finaledagen, men fjernede den i sidste øjeblik.

Pool-historien har fået legende-status og bruges som forklaring på, hvorfor Holland tabte. Hvis de hollandske spillere virkelig festede med nøgne Mädchen forud for kampen mod Brasilien, havde man stået tilbage med ønsket om, at de også havde gjort det forud for finalen, for de spillede som løver mod Brasilien. Men Bild hævdes at have sået splid i den hollandske lejr og udløst en katastrofal indgriben af Danny Cruyff, Johans kone. Hun skulle angiveligt, efter at have læst historien, have ringet til sin mand aftenen inden finalen og holdt ham vågen den halve nat. Dette telefonopkald anses på urimelig vis for at være fodboldhistoriens mest indflydelsesrige opkald og siges at have været udslagsgivende for to verdensmesterskaber: Danny beskyldes ikke kun for at have spoleret hans kamp mod tyskerne, men også for at forhindre hans deltagelse i den efterfølgende slutrunde i Argentina. (Cruyff annoncerede sin beslutning kort efter finalen i München og ændrede den ikke, selvom han var under voldsomt pres fra stort set alle, der kunne påvirke ham. Holland nåede alligevel finalen med et svagere hold.)

Legenden om Swimmingpoolen er for hollandsk fodbold, hvad Guinevere og Lancelot var for Camelot. De rene totaalvoetballspillere var en fodboldversion af Ridderne om det runde bord – en unik gruppe af retfærdige, egalitære sports-krigere. (De repræsenterede en nation, hvis officielle udenrigspolitik på daværende tidspunkt var at være ledestjerne for alverdens nationer.) Den hellige gral, som Kong Arthur og hans riddere søgte, var et helligt guldkar, en pokal, der indeholdt Jesu blod, og som havde kraft til at helbrede hele verden. En verdenspokal – forløberen for Jules Rimet-trofæet, kan man sige. Ligesom Sir Lancelots affære med Guinevere besudlede Det runde bords renhed, forrådte kongen og ødelagde deres kongedømme, således havde fodboldridderne, tilsyneladende, ødelagt deres eget kongedømme ved at forlyste sig i den dybe ende med Bild’s usynlige havjomfruer. (Men hvis Johan Cruyff skulle være Kong Arthur, så må det være Danny, og ikke de tyske pool-mädchen, der får besudler/ødelægger-rollen som Guinevere, der forråder kongen i armene på hans mest tillidsfulde og ædle kriger.)

Måske driver jeg analogien for langt ud i det absurde. Og så alligevel, for pool-historien har ligheder med historien om ødelæggelsen af det andet Camelot, John F. Kennedys Hvide Hus. Her fungerer legenden om swimmingpoolen som den bakketop, hvorfra den mystiske ’anden skytte’ menes at have affyret det dødelige skud i Dallas. I martyrhistorien om JFK er græshøjen en ledetråd til løsningen. Den viser, at præsidenten ikke blot var offer for en enkelt gerningsmand, men for en konspiration af stort set alle: Mafiaen, CIA, cubanerne, Lyndon Johnson, rumvæsener, en tætbygget tysker med et lavt tyngdepunkt og med en hvid trøje med et 13-tal på ryggen… vælg selv. Traumet fra Kennedys død er stadig vanskeligt at bære rundt på, og fordi Warren-rapporten var så fejlfyldt, er amerikanerne til stadighed åbne over for en hvilken som helst hypotese. På lignende vis var det vanskeligt for hollænderne at forstå, hvorfor deres skønne hold tabte. Så det må være Dannys skyld. (Det er altid nemt at beskylde kvinden…) Eller de tyske journalisters skyld. Gerd Müller kunne, som Lee Harvey Oswald, ikke have handlet alene.

 

Kun i teatrets verden har der været forsøg på at hoppe ned i poolen og dræne den for betydning. I 1994, i dagene for 20-års jubilæet for slutrunden i 1974 – netop som hollænderne var på vej til USA for at søge videre efter gralen – opsatte Amsterdams De Balie et stykke kaldet De Reunie (Genforeningen), der gik i dybden med nederlaget i 1974. Stykket var skrevet af to livslange Cruyff-tilbedere og lidenskabelige fodboldfans, Johan Timmers og Leopold de Witte. Timmers siger: ’Vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle gribe emnet an, før vi fandt et billede i et blad, et portræt af alle 1974-spillernes koner og kærester. Vi tænkte: det er jo sådan, det skal gøres! Vi gør det til en genforening af kvinderne og lader dem fortælle historien.’ Timmers og De Witte gav kvinderne deres mænds karakteristika. Så Danny Cruyff dominerer seancen og snakker ustandseligt. Truus van Hanegem kan næsten intet se, og når aldrig frem til festen (Wim var stort set blind ved slutningen af sin karriere). Og fordi Van de Kerkhof-tvillingerne Willy og Rene ligner hinanden, er den person, som vi tror er Willys kone, gift med Rene. Kvinderne mundhugges bestandigt over tekniske og taktiske detaljer i kampen. ’Hvorfor spillede han den ikke ud til venstre?’; ’Den aflevering var for hård’; ’Din mand spillede alt for langt tilbage’; ’Han skulle have afleveret i stedet for selv at skyde’.

Da Timmers researchede pool-historien, fandt han sig selv fanget i et spejlkabinet. ’Alle konerne sagde: ”Det foregik uden tvivl, men min mand var ikke med.” Det er modsætningsfyldt. Så noget må der være sket, tror jeg. Den så heftige benægtelse fra alle får mig til at tro, at de dækker over noget – ellers ville de bare grine af det.’ I stykket kredser de andre kvinder rundt om Dannys telefonopkald, for efterhånden at beskylde hende for nederlaget. ’Dette er selvfølgelig noget pladder,’ siger Timmers. ’Det er det rene nonsens at sige, at [Danny] havde indflydelse på kampen. Der er mange spillere, der ikke sover natten inden en VM-finale på grund af spænding. Nej. Vi tabte på grund af hybris, det græske tema. Holland tabte på grund af en taktisk brøler.’

De Reunie løfter Hollands mål og de øjeblikke, der gik forud, op på et niveau, der rækker ud over fodbold. Opspillet til målet vises to gange på en stor skærm bagest på scenen. I første akt, da kvinderne messer spillernes navne, mens bolden går rundt mellem dem. Og ved slutningen af stykket vises opspillet og målet igen, nu med musik fra Bachs Matthæus-Passion, ’Herre, hvorfor har du forsaget os?’ ’Du har bemærket initialerne, ikke?’ siger Timmers, ikke kun i spøg. ’B.C. Before Cruyff; A.D. After Danny.’

Jan Mulder har et knap så ophøjet syn på Den Tabte Finale: ’Det kommer altid til at handle om 1974: den første gang vi nåede et så højt niveau. At nå finalen er meget stort. Og at spille mod Tyskland i München er svært. Men vi var de bedste. Det er en skam, synes du ikke?’ Ifølge ham ligger det i den hollandske natur at tabe til Tyskland. De tyske spillere er mere hærdede og mere vant til at vinde. ’Hvorfor vandt Holland ikke? Fordi spillerne, som jeg selv, er vokset op med radioreportager, hvor Holland altid tabte. Og nu er man så selv i VM-finalen, og så har man det fint nok med at tabe. Du ved, dét at vinde bliver skræmmende. Når man fører 1-0 efter et minut, så synes fremtiden pludselig skræmmende. Nu skal du vinde. Undskyld hr., er det slet ikke muligt at tabe?’ Mulder har også en teori om Hollands ønske om at ydmyge deres modstandere efter det hurtige mål: ’Det var en form for kompleks at skulle udvise overlegenhed, men reelt ser drejede det sig om et mindreværdskompleks: det er meget normalt for et lille land som vores. I erindringen har man minderne fra alle de VM-finaler, man har set i fjernsynet – England mod Tyskland og så videre – og nu står man så selv i det. Det er grufuldt! Hollænderne blev perplekse; de var meget nervøse. De spillede godt i anden halvleg, fordi de var i gang med at tabe. De var fortrolige med situationen og fik nogle store chancer. Men Maier spillede godt – skuddet fra Neeskens, utroligt at den ikke gik ind.’ At Cruyff skulle ligge dybt i banen var en taktisk brøler, som han ikke forstår – ’Berti Vogts kunne have scoret 3-4 mål i stedet for Cruyff selv.’ Men han afviser det som nonsens, at poolhistorien havde noget som helst at gøre med Cruyffs beslutning om ikke at tage med til Argentina. ’Det er en del af den hollandske historie. Hvorfor blev vi ikke verdensmestre? Fordi Danny ville blive hjemme? Man bliver nødt til at konkludere, at Cruyff ingen ambitioner havde i den retning. Pelé og Maradona havde ambitionen. De ville være verdensmestre.’

Ruud Krols smukke, forstandige ansigt formørkes og overstrømmes af følelser ved mindet om kampen, som stadig hjemsøger ham her næsten 30 år senere. ”Hvis… det bliver aldrig til andet end et hvis. Det vil ikke ske. Men hvis vi havde spillet mod tyskerne i kampen inden finalen og så Brasilien i finalen, så havde det været bedre for os. Brasilien var de regerende verdensmestre – vi slog verdensmestrene. Hollænderne var hollændere. Vi sagde det ikke højt, men inderst inde var vi godt tilfredse. Vi var ikke lige så skarpe som mod Brasilien. Vi havde selvtilliden, men ikke den rette form. Vi havde ikke heldet med os i finalen. Efter det tidlige mål i første halvleg glemte vi at fortsætte derudad – jeg ved ikke hvorfor. Vi ville vise, hvor gode vi var. Måske var det fordi, Ajax så nemt havde slået Bayern [4-0 i Europa Cuppen i 1973]; måske lå det i os. Men det var vores egen skyld, vi ville blære os. Og tyskerne kæmpede virkelig for det…’ Han fastholder, at tyskernes straffe var fejlagtigt dømt. ’Det gør mig stadig vred. Holzenbein var meget smart [parodierer film], og dommeren blev snydt. Og det kan vi ikke lave om på. Ved Müllers mål blokerede jeg det første skud. Men bolden røg tilbage til ham, han vendte rundt, og jeg… Havde han bare ramt den rent, så havde jeg blokeret. Han ramte den ikke særlig godt – man kan se det på tv-billederne. Bolden bevæger sig langsomt, langsomt op mod hjørnet; gennem benene. Men i det øjeblik kan man se, at vores forsvar ikke står så organiseret som tidligere.’

Når man ser tilbage, siger Krol, havde de hollandske spillere ingen idé om, hvor gode de var dengang. ’Jeg spillede med Gerrie Mühren og længe med Van Hanegem, og selvom vi spillede i forskellige klubber med forskellige systemer, havde vi meget nemt ved at forstå hinanden. Det var fodboldforstand, som intet har at gøre med normal intelligens. Men det var så nemt. Det ser meget normalt ud, men det var det ikke… På alle positioner havde vi det sådan – vi var de bedste, vi havde den bedste måde at gøre tingene på. Men i fodbold er det ikke altid det bedste hold, der vinder.’

 

Indtil 1974 havde Belgien i umindelige tider været Hollands fodboldarvefjender. De Oranje mod De Rode Duivels (De Røde Djævle) var altid et betydningsfuldt opgør – en naturlig nabostrid. Efter VM i 1974 blev Tyskland Hollands onde fodboldånd. Det er besynderligt, at en ellers så fredsommelig nation skulle blive så

påvirket af en tabt fodboldkamp, og tydeligvis bunder følelserne over for tyskerne efter Den Tabte Finale i noget meget dybere. Den mest oplagte – og almindeligt antagede – kilde til denne vrede skal findes i begivenhederne fra anden verdenskrig; dette til trods er den hollandske reaktion på VM-nederlaget ude af proportioner. Andre lande – Rusland og Polen, eksempelvis – blev påført større smerter af Nazityskland og har kunnet spille, vinde og tabe historiske, vigtige fodboldkampe til tyske hold efter krigen, uden at det har givet anledning til psykodramatiske gener. Selv i England, hvor stort set enhver kamp mod tyske hold ses gennem prismet ’to verdenskrige og et VM’, er den anti-tyske indstilling mild sammenlignet med den i Holland efter 1974.

I Frankrig, der ligeledes blev invaderet og ydmyget af Tyskland, er sammenligningsgrundlaget endnu bedre. Franskmændene har også råmateriale til at nære et dybfølt (særligt) fodboldmæssigt had til Tyskland takket være VM-semifinalen i 1982. På en mørk aften i Sevilla stillede Frankrig op med de største fodboldspillere, landet nogensinde havde skabt – Platini, Giresse, Tigana, Trésor – og spillede prægtig, frigjort angrebsfodbold. Tyskerne forsvarede sig krysteragtigt. I den forlængede spilletid kom franskmændene fremstormende foran 3-1, men blev hevet tilbage på 3-3 og tabte på straffe. Kampen blev for franskmændene spoleret ikke så meget af selve nederlaget, men mere for et rædselsvækkende, ustraffet frispark. Ved stillingen 1-1 var den franske indskifter Patrick Battiston alene igennem. Den tyske målmand, Harald ’Toni’ Schumacher, farede ud af sit målfelt, ignorerede bolden og sendte Battiston i jorden med en flyvende blokade, der efterlod franskmanden bevidstløs og uden fortænder. På helt utrolig vis, set i lyset af Battistons tilstand, dømte den hollandske dommer Charles Corver end ikke frispark. Hvis et enkelt øjeblik i sport nogensinde kunne have ageret katalysator for yderligere historisk uvilje, så var det dette. Alligevel har

franskmændene fundet tilfredsstillelse i blot at hade Schumacher.

En af de førende historikere inden for efterkrigstidens forhold mellem Holland og Tyskland er Hermann von der Dunk, tidligere professor i nutidig historie på universitetet i Utrecht. Han hævder, at efter mere end 100 års fred og neutralitet i Holland – og med gode relationer til Tyskland – blev nazisternes invasion og besættelse en sværere oplevelse for hollænderne end for andre nationer. ’Hollænderne betragtede sig selv som tilskuere på den politiske verdensscene; de spillede ikke selv med. Så den voldsomme tyske besættelse kom som et større chok end for Belgien, Frankrig eller de østeuropæiske lande, der gennem hele deres historie har været plaget af krige, oprør og revolutioner.’ Hollænderne ’havde kun øje for fremtiden’ efter anden verdenskrig. Oplevelserne fra krigen blev fortrængt og efterladt. I 1960’erne var Holland enopbygget, i fremgang og havde en velfærdsstat. Vesttyskland var Hollands nærmeste allierede i både NATO og EF.

Men så tittede fortiden frem noget så eftertrykkeligt. Holland blev med ét oversvømmet af erindringer og andre bøger om krigen, heriblandt bøger af de to historikere dr. Lou de Jong, der lavede en meget omfattende undersøgelse af krigen i Nederlandene, og Jacques Presser, der beskrev det hollandske holocausts historie i detaljer for første gang. Der kom også en bølge af retssager om krigsforbrydelser, startende med Adolf Eichmann i Israel. Hollands ungdom reagerede med øjeblikkelige protester over afsløringerne.

Von der Dunk peger på, at hollænderne – på samme måde som andre små nationer – har komplekser, der går meget langt tilbage, over for deres store nabo, og sammenligner, rent fodboldmæssigt, rivaliseringerne Holland-Belgien og Holland-Tyskland. ’Nederlandene er ofte blevet opfattet som værende ét med Tyskland, særligt i den angelsaksiske verden. Dette var tilfældet længe før anden verdenskrig, så hollænderne havde en naturlig hang til at understrege forskellene mellem dem selv og tyskerne – at gøre sig selv anderledes. Vi siger altid, at tyskerne er arrogante – men vi er arrogante over for belgierne. Det er meget normale følelser at have over for ens nabolande.’ Efter anden verdenskrig overtog fodbold nationalismens plads – ikke kun i Nederlandene. ’Der blev ikke udkæmpet krige længere; de blev nu spillet på fodboldbanen i stedet. I 1974 troede alle, at hollænderne, der havde opfundet en ny form for fodbold, ville vinde. Men det blev tyskerne, der vandt, så den unge generation blev på ny konfronteret med et Tyskland, der besejrede Holland. Den hollandske ungdom kunne uden problemer identificere sig med deres forældre, der havde oplevet nederlaget i 1940. De skabte denne forbindelse.’

I 1980’erne var Hollands femdages-nederlag i 1940 og de fem års besættelse, der fulgte derefter, blevet forankret som afgørende aspekter af den moderne hollandske historie. I skolerne blev der undervist meget i begivenhederne, som også var et konstant tema i medierne. Dette var med til at skabe en generation af selvretfærdige og åbenhjertigt anti-tyske unge i Holland.

 

På dette tidspunkt dukkede den anden generation af fantastiske fodboldspillere op i Holland – Ruud Gullit, Marco van Basten, Frank Rijkaard, Ronald Koeman blandt andre – som alle voksede op med Cruyff som spiller og træner. I 1988 kvalificerede dette stjernekuld Holland til den første store slutrunde i otte år, Europamesterskaberne, der skulle af holdes i Vesttyskland. Rinus Michels, nu 60 år gammel, stillede pensionisttilværelsen på pause for at lede holdet. Arie Haan var hans højre hånd.

I Køln i den første kamp spillede Holland såmænd fint mod Sovjetunionen, men tabte 1-0. I deres næste kamp, mod England i Düsseldorf, var de heldige. Bobby Robsons hold kørte til tider rundt med hollænderne, og de engelske angribere brændte et hav af chancer. Både Hoddle og Lineker ramte træværket, før Van Basten – sin generations største og farligste angriber (som havde misset den første kamp i turneringen) – gik i udbrud og lavede hattrick. Hans første mål, hvor han efter en dårlig aflevering fra Gullit snyder Tony Adams indenom, men går så udenom, var det første af hans i alt fem inciterende mål i turneringen. I den sidste gruppekamp mod Jack Charltons Irland i Gelsenkirchen skulle Holland vinde, mens Irland kunne klare sig med uafgjort for at komme i semifinalen. Hollænderne rasede og regerede, men kunne ikke bryde det irske forsvar ned, indtil et bizart mål reddede dem syv minutter før tid. Wim Kieft stod offside, da han fik hovedet på et mislykket Ronald Koeman-skud, som derefter skruede

helt voldsomt, da den ramte jorden foran den irske målmand Packy Bonner, der med forbløffelse blot kunne stirre på, at bolden fuldstændig ændrede retning og bugtede sig ind i hans mål. Totalheld snarere end Totalfodbold, vist nok, men hollænderne havde gjort det: de skulle stå over for Vesttyskland i semifinalen i Hamborg. Den tyske træner var en høj, kejserligt udseende mand med høj pande, iført jakkesæt og briller; 14 år ældre og mere gråhåret, men stadig – umiskendeligt – Franz Beckenbauer.

Hollandske fans var blevet tildelt 6.000 billetter, men det lykkedes for mange flere end det at komme ind på Volkspark Stadion – invasion med modsat fortegn, som journalister i Holland triumferende bemærkede. De var pakket ind i farvestrålende orange, og deres humør var oprevet og sprudlende. På deres bannere var der direkte og bitre hentydninger til krigen: ’Vi vil ha’ vores cykler tilbage,’ sang fansene med reference til tyskernes massekonfiskation af hollandske fietsen under krigen. ’Ein Reich, Ein Volk, Ein Gullit’ stod der på et flag som en parodi på nazisternes slogan for Føreren. Denne gang syntes hollænderne drevet af historien, snarere end hæmmet af den. Efterhånden som de hollandske fans hånede værterne mere og mere, begyndte de tyske fans at komme med racistiske tilråb og piften mod Gullit og Rijkaard. På banen spillede Holland med en sjælden lidenskab og ind imellem med en blændende dygtighed, mens de udspillede tyskere desperat forsøgte at bryde den hollandske rytme.

En historisk kamp har nok aldrig hverken før eller siden udviklet sig til et så uforglemmeligt spejlbillede af sin forgænger. En aften med dystre minder og tilsyneladende forløsning foldede sig ud med samme intensitet som den endelige duel i en Sergio Leone-western. Da det afgørende øjeblik indtraf, var det som om Morricone-musik svirrede og farlige mænd, der rakte ned efter deres revolvere, var meget på. Og alligevel fremstod denne kamp umådeligt mere kraftfuld; den syntes at involvere en hel nations kollektive sjæl og kunne ikke have været forfattet – undtagen måske af de højere magter.

Det var Den Tabte Finale født på ny – men vendt på hovedet. I München kom alle målene i første halvleg. I Hamborg blev alt af betydning presset sammen i anden halvleg.

Først et straffe til Tyskland for Rijkaards umiddelbart ufarlige tackling af Jürgen Klinsmann. Lothar Matthäus smadrer bolden ind højt oppe i Hans van Breukelens mål: 1-0. 25 minutter senere stryger Van Basten fra sin opdækker, Jürgen Kohler, og synes at falde af ren og skær udmattelse i det tyske felt. Den rumænske dommer, Ion Igna, laver en endnu større fejl, end Taylor havde gjort med Holzenbeins snublerier. Han peger på pletten. Endnu et straffe. Tyske protester ændrer ikke hans beslutning. (Hvordan havde Truus van Hanegem det, tænker jeg, da Koeman træder frem for at sparke…) 1-1. Den mest larmende – orange – ende af stadion koger over af glæde og lettelse. Tyskerne er rystede og kan ikke stille meget op over for det nu flydende og kontrollerede hollandske spil. Sent i det 42. minut af halvlegen sender Jan Wouters en bold ned i højre side af det tyske felt. Van Basten spurter efter den, dækket af Kohler. Van Basten lader til at være endt i en for spids vinkel. Måske er det tyskernes tur til at føle, at faren er blæst over. Men Van Basten får en fod på bolden og sender den fordi Kohler og om til bageste stolpe. ’Det er nærmere et puf end et skud…’ Målmanden Eike Immel ser fortvivlet til, da Van Bastens skud triller langsomt ind nede i den ene side.

Van Basten, der snart skulle få Leidseplein i Amsterdam midlertidigt omdøbt til sin ære, spurtede af sted med den ene arm i vejret i triumf og blev snart overfaldet af sine holdkammerater. De hollandske fans brød ud i forbavset ekstase. Men dette var ingenting sammenlignet med, hvad der skete hjemme i Holland, da Igna kort efter fløjtede af. De orangeklædte mænd havde besejret de forhadte tyskere 2-1, og hollænderne – de besindige, fornuftige, rolige, forsigtige hollændere – gik fuldstændigt total og aldeles amok i glædesrus. I minutterne efter kampen stormede hollænderne ud i deres små gader, mens de sang, drak og sprængte cykler i luften, fyrede fyrværkeri af og tumlede rundt i hvad som helst, så længe det var orange. 9 millioner af dem holdt den største fest, landet har set siden befrielsen. Festlighederne varede i dagevis. I euforien virkede det, som om landet havde oplevet dets anden befrielse – denne gang ikke af canadiske og britiske styrker, men af en indsats fra deres egne retfærdige fodboldspillere.

’Hævn!’ hoverede en overskrift i De Telegraaf næste dag og opsummerede derved udmærket den generelle følelse i hele landet. Skribent i Observer, Simon Kuper, voksede op i England. I sin bog Football Against the Enemy skriver han, at kampen i Hamborg ’ikke blot var den modstand, vi aldrig rigtig udviste, men også slaget vi aldrig vandt. Den mindede os også om krigen på anden vis: i tiden lige efter kampen var alle hollænderne lige, fra anfører på landsholdet over fodboldfan til premierminister. Spillerne angav tonen. Efter kampen dansede de conga og sang ”Vi er på vej til München”, en fodboldsang… mens prins Johan-Friso, dronningens anden søn, stødte til på Intercontinental til den hollandske version af ”Kan I høre tyskerne synge?”’

Holland slog Sovjetunionen i finalen i München, også i en flot kamp. For første gang havde Holland vundet en af de store slutrunder. Festen efter finalen var som en hollandsk udgave af en New Yorker-parade – holdet sejlede rundt i Amsterdams kanaler, mens hele byen, pakket ind i orange, fejrede og tilbad dem. Dette til trods var det hele lidt mere afdæmpet sammenlignet med ekstasen fra semifinalesejren over Tyskland.

 

Som Kuper bemærker, så gik det mudrede krydsfelt mellem fodbold- og krigsrelaterede følelser over i noget betydelig mørkere. Ronald Koeman indrømmede, at han havde brugt den trøje, han havde byttet med Olaf Thon i Hamborg, som toiletpapir. Da Holland og Tyskland mødtes i Rotterdam i 1989, sammenlignede et hollandsk banner på skandaløs vis Lothar Matthäus med Adolf Hitler. Et år senere udviste Frank Rijkaard den hollandske foragt (og hjalp derved et hollandsk nederlag på vej) ved at spytte på Rudi Völler. Tyskland vandt kampen 2-1, hvorefter tilhængere stødte sammen ved den tysk-hollandske grænse.

I 1992 var Hollands tyske tvangsforestillings altoverskyggende karakter ekstremt tydelig. I en gruppekamp mod Tyskland spillede Holland med samhørighed og slagkraft, og stod for en af årtiets ypperligste landsholdspræstationer. Med Van Basten, Gullit, Rijkaard alle på toppen af deres karrierer, og med Dennis Bergkamp, der meldte sin ankomst med et mål, nærmede holdet sig perfektion. Kampen endte 3-1: endnu engang fest i Holland. Tyskland endte som nummer to i gruppen og gik dermed også videre til semifinalerne. Hollænderne så frem til at skulle prygle deres naboer én gang mere i finalen – og glemte, at de først skulle slå lille Danmark i semifinalen. Holland spillede arrogant, som om en plads i finalen ret beset var deres, og danskerne vandt efter straffe. Den hollandske skuffelse blev yderligere plaget af, at Danmark blev anset som en smal sag for tyskerne i finalen. Da danskerne overraskende vandt 2-0, festede hollænderne, næsten som havde de selv vundet.

Sammenstød mellem hollandske og tyske fans ved grænsen blev almindelige. I 1993 udløste en række af brandbombeattentater mod tyrkiske gæstearbejdere udført af tyske nynazister en bølge af protester i Holland. Mere end en million hollandske mænd og kvinder (et betragteligt højere antal, end der kunne mobiliseres mod hollandsk racisme) underskrev ’Jeg er vred’-bønskriftet, der blev afleveret til kansler Kohl. ’Jeg er også vred’ havde været mere passende. Hundredtusinder af forfærdede tyskere gik på gaderne rundt om i Tyskland for at fordømme bombningerne. Samme år viste en undersøgelse udført af Clingendael-instituttet for internationale forhold i Den Haag sig at være skræmmende læsning. Den viste, at et stort antal hollandske unge mente, at tyske unge havde nazi-attitude og ønskede at starte en krig. De hollandske myndigheder har siden hen arbejdet hårdt for at ændre denne skadelige opfattelse. Hermann von der Dunk bemærker: ’Inden for de sidste ti år er der blevet gjort meget i Holland for at bekæmpe umoderne anti-tyske følelser. Vores politiske forbindelser til Tyskland er meget fine; den offentlige holdning har ændret sig. Men under alt dette lever de følelser stadig, tror jeg.’

Bastiaan Bommeljé ønskede sig efterhånden, at han ikke havde gjort slægtskabet mellem krigen og Hollands VM-nederlag i 1974 så tydeligt. ’Jeg skrev det lidt for sjov, men så blev det en vældig kliché, der grundfæstede sig i det hollandske samfund. Et øjebliks indre betragtninger omkring den hollandske nations skæbne førte til en form for grænsekamp. En slags omvendt racisme. Hooligansene kendte intet til Hollands historie, eller anden verdenskrig, eller oliekrisen, eller Totalfodbold…

’Efter finalen var der ikke en eneste henvisning til krigen fra den yngre generation. Ældre mennesker græd – folk der havde oplevet krigen – for dem var det at besejre Tyskland en form for udligning. Men for de unge var det blot frustrationer over ikke at have vundet i fodbold. Hele dette krigstema kom senere – det blev journalister og historikeres undskyldning for at skrive kvasi-filosofiske, ironiske essays. Hollandsk journalistik er forgiftet af en slags misforstået ironi, hvilket dette emne viser ganske perfekt.’

 

I de sene 1980’ere og tidlige 1990’ere begyndte en ny generation af hollandske historikere at demontere den bekvemme opfattelse af, at Holland under anden verdenskrig havde været en nation af heltemodige modstandsfolk. ’Der var masser af samarbejde under krigen, men efter krigen ønskede ingen at snakke om det – de snakkede udelukkende om modstanden. Modstandsfolkene udgjorde en minoritet, og de virkelige sympatisører, fascister og nazister udgjorde ligeledes en minoritet. Størstedelen af befolkningen her forholdt sig – som i andre lande – neutralt. De var anti-tyske i deres hjerter, men gjorde ikke alverden ved det.’ Holland havde den største befolkningsandel af alle besatte lande, hvad angik optagelse i Waffen SS, og den hollandske økonomi understøttede den nazistiske krigsindsats. Mest bekymrende var det faktum, at der i den hollandske hær var et skræmmende højt antal pligtopfyldende støtter, der aktivt hjalp nazisterne med at myrde Hollands jøder på stille og effektiv vis. Disse forhold ønsker hollænderne stadig ikke at gå for meget i dybden med. Bommeljé har indvendinger imod det udgangspunkt, hvorfra den populære forbindelse mellem modstandsheltene fra krigen og fodboldheltene fra 1974 – et udgangspunkt, der siger, at hollænderne i begge tilfælde er blevet besejret på uretfærdig vis: ’Enhver med blot den mindste viden ved, at dette ikke på nogen måde er sandt. Blandt historikere og folk, der har læst mere end to bøger, er det almindeligt antaget, at der var en stor gråzone mellem direkte samarbejde og ”husly”, som vi kalder det. Men stort set ingen i Holland har læst mere end to bøger, så klichéen om, at vi var helte, står endnu.’

Den frisiske dramatiker Bouke Oldenhof er endnu mere kritisk over for den hollandske anti-tyske ndstilling. ’Folk bruger krigen som moralsk retfærdiggørelse for en meget følelsesladet ting; muligvis den samme følelse, som tyskerne havde over for jøderne, for nu at sætte det lidt på spidsen. Dette fodboldhad har kun eksisteret i 10-20 år og har absolut intet med krigen at gøre. Man siger, det har, men det er noget vrøvl – krigen foregik for 50 år siden. Var du nogensinde i Auschwitz? Det er meget interessant: Alle lande har deres egne måder at fortælle deres historie på. Hvis man gerne vil høre alle de løgne, som nationer fortæller om dem selv, skal du bare rejse ud i verden: Holland er det mest tolerante land i hele verden – vores tolerance går meget langt tilbage; Østrig var nazisternes første offer; Jugoslavien befriede sig selv; Polen vandt anden verdenskrig; kun tyskerne er et redeligt folk. Alle lyver!

Også Jan Mulder hader det krigsrelaterede hykleri, der knyttede sig til fodboldens verden. ’Finalen hjemsøger os på grund af tyskerne – ingen snakker om finalen mod Argentina. Jeg foragter det faktisk, al den snak om krigen. Det er tåbeligt at tro, at vi skulle have noget imod tyskere. Selvfølgelig har vi ikke det! Og den gamle traver om, at tysk fodbold er grimt – Tyskland havde et stort hold. Jeg elskede deres korte pasningsspil. Og Beckenbauer var denne store ’latinske’ spiller nede bagi – han ville være blevet en storslået hollænder.

 

Alligevel er smerten over Hollands nederlag i 1974 virkelig, og den lever, fordi den var en oprigtig sportstragedie. ’Man kan ikke gøre den til et moralsk eller krigsrelateret anliggende,’ siger den fodboldelskende tyskfødte rabbiner dr. Albert Friedlander. ’Men hollænderne var et flottere, mere prægtigt hold og skulle have vundet. Tyskerne var i højere grad håndværkere. Cruyff og de andre var genier, der havde fortjent at vinde.’ Rabbiner Friedlander har skrevet indflydelsesrige bøger om Holocaust, heriblandt Riders Towards the Dawn: From Ultimate Suffering to Tempered Hope, hvori han kraftfuldt argumenterer for forsoning efter Holocaust. Han kender sin historie – og sin fodbold. ’Man hverken kan eller skal se [finalen] i lyset af Tyskland som fredsbrydere, som skurke. Jeg heppede på hollænderne, fordi de havde et fantastisk hold. Fodbold skulle have samme rolle, som de Olympiske Lege havde det i det gamle Grækenland: Når man deltog i legene, trådte man ind i en fredszone. Bitre fjender kunne konkurrere mod hinanden uden blodsudgydelser – selvom det var i krigstid, var der ingen kampe. Hvad angår skyld, så havde Holland ingen glorie at pudse i forhold til det mørke, skurkagtige Tyskland. Efter krigen var der i Holland masser af anti-tyske følelser, men meget af det var skyld. Hollænderne vidste, at der havde været en hel del samarbejde, så de var ivrige efter at vise, hvor meget de hadede tyskerne. Den jødiske tradition siger, at skyld ikke kan videregives fra én generation til en anden: ”Forbryderes børn er ikke selv forbrydere. De er børn.” Beckenbauer og de fleste andre af de tyske spillere var end ikke blevet født endnu, og da slet ikke gamle nok til at kæmpe i krigen.’

Siden 1988 er Hamborg-kampens begrænsende karakter blevet tydeligere. Den hollandske sejr sugede en del af giften ud, dog uden at fjerne hele smerten fra 1974. Kampen i Hamborg var en semifinale, ikke en finale. Cruyff, Neeskens, Van Hanegem, Krol, Müller og de andre var, naturligvis, ikke med. Og et EM er ikke et VM – det er en turnering, der er udtænkt for at mindske pinen over at skulle vente på VM.

Jan Mulder ser et lys i mørket. ’Det er hollandsk fodbolds store drama. Og ja, det minder lidt om mordet på Kennedy. Alle ved nøjagtig, hvor de var den dag. Det har med myrdet uskyld at gøre. Holdet blev myrdet der. Hvilken skam. Og hvorfor tabte det? Sandheden er, at vi selv var skyld i det. Men vi snakker stadig om det store hold, fordi de tabte. Havde de vundet, var det mindre interessant, meget mindre romantisk. Så vi er havnet på samme hylde som Puskas og de storslåede ungarere – vi er placeret sammen med det største hold i fodboldens historie. Nummer to, men kejserlige! Uforglemmelige to’ere! De bedre to’ere!’