Søg ...

Sport & Spil

Straffekast: At stå på det ensomste sted i verden

Del

Har du hørt om Tom Amberry? Han er en pensioneret fodlæge, der som 71-årig satte en Guinness verdensrekord ved at sænke 2750 straffekast i træk. Og nej, det er ikke en trykfejl. Hvordan kan nogle NBA-stjerner så ende med at misse næsten hvert andet straffekast i deres karriere? Chris Ballard går her i kødet på straffekastets mystiske kunst og snakker med både Tom Amberry, Shaq, Dwight Howard og Nick Anderson, som … nå ja, det kan du læse om, hvis du ikke kan huske det.

“Straffekast: At stå på det ensomste sted i verden” er en enkeltstående del af bogen “Kunsten at spille basketball” og kan læses nedenfor i sin fulde længde eller downloades som gratis pdf her: Straffekast. Alle rettigheder forbeholdes.

God læselyst.

– – –

Måske kan du huske historien … den med de fire straffekast, og hvordan de ændrede en mands liv for evigt. Og hvis du gør, krymper du dig måske, når du tænker på det. Året var 1995, og Orlando Magic spillede mod Houston Rockets i kamp 1 af NBA-finalerne. Da der var 10,5 sekunder tilbage, og Magic førte med 3 point, blev Orlandos guard Nick Anderson fejlet. Han gik hen til linjen og skulle bare ramme 1 af 2 for i praksis at lukke kampen.

Anderson følte sig sikker, og det havde han al mulig grund til. Han havde spillet en stor kamp – 22 point på 9 af 17 skud – og havde i sin karriere ramt 70% af sine straffekast; ikke eksemplarisk men bestemt respektabelt. Han var også på mange måder klubbens ansigt udadtil: Magics første draft-pick nogensinde, en All Star-kaliber spiller (selv om han aldrig blev udtaget), og en tredjedel af et triumvirat ved siden af Shaquille O’Neal og Penny Hardaway, som havde ført Orlando tæt på dets første sejr nogensinde i en NBA-finale. Hvis nogen fortjente at afslutte det, var det Anderson.

Overalt omkring ham begyndte Orlandos fans at fejre det, og de fløjtede, mens de stod og viftede med håndklæder. På TV panorerede kameraet over til Houstons træner, Rudy Tomjanovich, som så ud til at være lammet af det, der skete – Magic havde netop grebet to offensive rebounds i træk inden fejlen. Et øjeblik senere beskrev kommentatoren Marv Albert scenen: “Nick Anderson går til linjen for første gang, og han er normalt en pålidelig straffeskytte.”

Men Anderson var selvfølgelig ikke pålidelig denne aften. Hans første skud gik kort af kurven, og derefter gjorde hans andet det samme. Rebounden blev tippet af Rockets guard Clyde Drexler, og tilfældigvis røg den helt tilbage til Anderson. Han tog et skridt, sprang op og greb bolden. Han forsøgte at afleverede bolden til en holdkammerat, før han landede, men blev fejlet, før han kunne nå det. Det betød, at Anderson skulle en tur på linjen. Igen. Og igen skulle han bare ramme 1 af 2 for at lukke kampen.

Det, der fulgte, var (og er den dag i dag) smertefuldt at se på. Anderson gik hen til linjen, nu med 7,9 sekunder tilbage, og fulgte sit gamle, velkendte ritual: Tre hop med bolden, bøj i knæene, puste ud, send bolden af sted i en høj bue mod kurven. Men denne gang skød han den første for langt. Han trådte væk fra linjen og lo vantro. Det her kan ikke ske, tænkte han. Og alligevel kunne han, utroligt nok, stadig lukke kampen, hvis bare han kunne sætte dette sidste straffekast. Bare et, sagde han til sig selv, da han igen driblede bolden tre gange, bøjede i knæene, pustede ud og skød. Bolden syntes at hænge i luften et øjeblik, og ramte så bagsiden af ringen og sprang tilbage. Rockets greb rebounden og kaldte timeout, og havde nu en sidste chance, mens Anderson var frosset til stedet og stirrede op i loftet i fortvivlelse, så alene som et menneske nogensinde kan være på en basketballbane.

Hvis Rockets nu havde misset deres næste skud, ville vi ikke have nogen historie at fortælle, men det gjorde de selvfølgelig ikke. I stedet sænkede Rockets’ guard Kenny Smith en treer, der sendte kampen i overtid, og Rockets endte med at vinde 120-118. Og derefter tabte Magic de tre resterende kampe mod Rockets, og det tog dem 14 år at vende tilbage til NBA-slutspillet. Og selv om intet af det udelukkende var Nick Andersons skyld, kan det godt være det indtryk, man får, alt efter hvem man taler med.

* * *

Det var bare straffekast, ikke? Alle kan misse dem. Der er gået 13 år, og Anderson sidder ved et tomt skrivebord i Magics træningsfaciliteter i Orlando centrum i efteråret 2008. Han arbejder nu for Magics afdeling for lokalområdets fans, deltager i arrangementer, skaber støtte til holdet. Han nyder at være en del af klubben og at komme rundt og tale med folk. Han er stadig i god form og muskuløs, og kan som 40-årig stadig dunke. Han er for det meste tilfreds med sit liv. Hvis bare folk ville holde op med at tale om den kamp. Så sent som aftenen forinden, fortæller han mig, var han på en restaurant i Orlando og spise middag med en ven. Til sidst på aftenen kom servitricen over.

“Er du Nick Anderson?” spurgte hun.

“Ja, jeg er,” sagde han og smilede varmt, som han altid gør, når folk stiller ham det spørgsmål.

“Jeg ringede til min kæreste og fortalte ham, at du var her,” sagde servitricen, “og han vil have mig til at spørge dig, hvorfor du missede de fire straffekast dengang.”

Idet Anderson genfortæller historien, kan han ikke selv tro det. Han kigger på mig med store øjne og griner bedrøvet. “Det var i går. I går! Vi er i år2008!”

Det var ikke en enestående hændelse. Anderson siger, at en eller anden nævner straffekastene for ham hver anden dag, hvis ikke oftere.

Han efterligner en fan: “Nørj, hvor kan jeg huske det, mand. Jeg havde sat penge på jer, og så missede du de fire straffekast.”

Anderson prøver at bevare roen, når det sker, forsøger ikke at blive vred, som nogle af os måske ville være blevet det. Han er klar over, at folk ikke altid forstår, hvor følsomt et emne det er, eller at der skete en masse andet i både den kamp og i hele finaleserien, der kunne have ændret resultatet. Alligevel bliver han af og til træt af det. Engang, da en fan nævnte det, svarede han vrissende igen: “For fanden, er det det eneste, du kan huske om mig?” hvorefter fan’en fik det dårligt over det, han havde sagt. “Jeg mente ikke noget med det,” sagde han.

Men der var skaden selvfølgelig allerede sket.

Og hvordan skulle det kunne undgås? Prøv at forestille dig, at noget, du gjorde for næsten 15 år siden, fulgte dig som en skygge. Ikke noget ulovligt, ikke engang en uheldig beslutning, bare et øjebliks fysisk fiasko. Du ville nok bygge nogle barrierer op mellem dig og omverden. Det har Anderson i hvert fald gjort.

Da vi taler om kampen, bliver det tydeligt, at Anderson har skabt sin egen udgave af historien. Han skyder skylden for folks vedblivende interesse i hans fiasko på, at “medierne pustede det op og sagde, Nick missede fire straffekast, og det fik momentum til at skifte.” Han nedtoner skuddenes vigtighed ved at hævde, at “Da jeg skød de straffekast, var der stadig seks eller syv minutter tilbage i kampen,” hvilket kun er seks eller syv minutter fra sandheden, og som, når man tænker over det, er et ejendommelig selvbedrag (og selv om vi lader tvivlen komme ham til gode og lægger de fem minutters overtid til i hans regnestykke, er det svært at komme uden om den kendsgerning, at der ikke ville have været nogen overtid uden de missede kast).

Da det skete, tilbage i 1995, hævdede Anderson, at hans forbiere ikke påvirkede ham. Men et år senere var det tydeligt, at det havde de gjort, og de havde påvirket ham dybt. Efter at have skudt 69,2% fra linjen i 1995-96 sæsonen, begyndte Anderson året efter at blive bange for straffekastet. Med sine 198 cm. og 113 kg. havde han altid stolet på sin evne til at poste op mod mindre forsvarere og kæmpe sig ind til kurven ud fra tanken om, at han enten ville score eller blive fejlet, men nu var han nervøs, skrækslagen for at blive sendt på linjen. Hvad værre var, så vidste hans modstandere det og blev mere tilbøjelige til at gå i nærkamp med ham, hvilket igen gjorde Anderson mindre aggressiv og fjernede grunden til, at han havde været så effektiv i første omgang. Anderson havde ladet sin underliggende frygt ændre hans spil helt.

I løbet af de første tre måneder af 1996-97 sæsonen, skød han ubeskriveligt elendige 36,2% fra straffelinjen. Det betød, at hvis man spillede for modstanderholdet og fejlede Anderson i et skudforsøg, ville han “straffe” dig ved at score i gennemsnit 0,72 point pr. boldbesiddelse. Eftersom ligaens gennemsnit var 1,1 point pr boldbesiddelse, var det en rigtig fin byttehandel for forsvaret.

Dengang sagde skudtræner Buzz Braman, der arbejdede for Magic, at Anderson blev besat af “dæmoner”, og det er svært at afvise. Til sidst var Anderson så usikker, at i januar 1997 fejlede Phoenix Suns ham med vilje i anden halvleg, selv om han ikke var i nærheden af bolden. Ikke længe efter holdt træner Chuck Daly op med at spille Anderson i fjerde quarter, af frygt for at modstanderholdet målrettet ville fejle ham. Snart blev han fjernet helt fra startopstillingen. Selv om han blev bedre til det sidst i sæsonen, endte han med en straffekastprocent på 40,4%, det laveste af en NBA-spiller med mere end 70 straffekast den sæson (til sammenligning skød Chris Dudley, en notorisk dårlig straffeskytte, 47,4% den sæson).

For Anderson var det en daglig kamp. Han beskriver de missede straffekast “som en sang, jeg havde fået på hovedet og hørte igen og igen og igen.” Han mindes at have siddet i en lufthavn i Chicago, en måned eller deromkring efter de skæbnesvangre finalekampe, og ventet på sit fly tilbage til Orlando. Da han kiggede op, bemærkede han, at lige dér, ovenover ham, viste TV den første finalekamp. Hans finalekamp. “Og jeg sidder dér, og folk kigger, kigger på kampen… kigger på mig. Og jeg tænker bare, “Åh nej.” Først kiggede den ene, så den næste, og så kiggede hele den fandens lufthavn, mens de hviskede, “Det er Nick Anderson, der sidder dér!” Han havde bare lyst til at løbe væk og gemme sig, men han vidste ikke, hvor han skulle løbe hen.

På trods af at han spillede yderligere syv sæsoner, kom Andersons straffekastprocent aldrig over 70% igen og lå endda som regel langt fra – to gange under 50% og i snit kun 60,5% i resten af hans karriere. Ligeledes scorede han aldrig mere end 15,3 point i snit, og han spillede kun fem år mere som starter i NBA (og det var en spiller, der to sæsoner i træk havde et gennemsnit på 19 point blot et par år tidligere). På trods af at han trak sig tilbage som den førende målscorer i Magics’ historie, på trods af at han ganske mindeværdigt havde haft godt styr på Michael Jordan i Eastern Conference semifinalen i 1995 (og blandt andet havde generet MJ så meget i kamp 1, at han skød 8 af 22 fra gulvet og havde otte turnovers), var Anderson altid ham-fyren-som-missede-de-straffekast. “Det gjorde et eller andet ved ham,” siger Shaquille O’Neal og sænker sin stemme, som om han taler om en, der var død. Steve Kerr går endnu længere. “Det ødelagde hele hans karriere,” siger han og ryster på hovedet. “Det er trist, at det er det, han blev husket for. Han var en All Star-kaliber spiller.”

* * *

Ud fra en hvilken som helst målestok er straffekastet et af de letteste skud i basketball: et ubevogtet 4,6 meters skud. Teknisk set er det i virkeligheden 4,2 m., hvilket er afstanden fra linjen til midten af kurven (det er pladen, der er 4,6 meter væk.) Hvad mere er, så kan spillerne øve straffekastet, præcist som de skyder dem i en kamp, i modsætning til de fleste andre typer skud. For at simulere et hopskud, må man forsøge at kopiere et angrebs dynamik; at man får sat en screening, at ens forsvarer har nogle særheder og en lang række andre faktorer. Men et straffekast er et straffekast, og det afspejler navnet også; det hedder trods alt et “free throw”, altså et “gratis” kast, på amerikansk. Det forventes, at man sætter det, og det er selvfølgelig der, problemet ligger, i forventningerne – hvilket Nick Anderson kan fortælle om. (Og for at den stakkels Nick ikke skal bære hele dette kapitels byrde alene, bør det siges, at ingen kan tale om berygtede missede straffekast uden at nævne Karl ’The Mailman’ Malone, som på en søndag eftermiddag i kamp 1 af NBA-finalerne 1997 mellem Bulls og Jazz, missede to med 9,2 sekunder tilbage af kampen, som stod lige. Da Malone gik hen til linjen, gik Scottie Pippen efter sigende hen til ham og sagde: “Husk nu, postbudet kan ikke levere om søndagen, Karl.”)

Hvis du lader Shaquille O’Neal stå for sig selv på en træningsbane, vil han i gennemsnit ramme 70% af sine straffekast, men i en kamp vil han snarere ramme 5 af 10 (han ramte 52,7% i sin karriere). Det samme gælder for Dwight Howard (57,2%). Den måske mest svingende straffeskytte i historien var Wilt Chamberlain. Prøv engang at høre: Den 4. november 1960 forsøgte Chamberlain 10 straffekast i en kamp og missede alle 10 (hans hold, Philadelphia Warriors, vandt alligevel). Det er stadig en rekord, men det er hans præstation den 2. marts 1962 også, hvor han satte 28 straffekast (ud af 32!). Den bedrift var en del af hans berømte 100-point kamp, og de 28 er stadig rekorden for flest point på straffekast i en kamp i NBA-historien. Hvordan kan en spiller gå fra at være ude af stand til at ramme bare 1 ud af 10 stillestående skud til at ramme 28 ud af 32?

Ingen, viser det sig, kender rigtigt svaret. Jovist, det er blevet undersøgt, i fysikbøger og i afhandlinger med titler som The Paradox of the Free Throw (af Jim Poteet, en collegetræner gennem 25 år). Dallas Mavericks’ skudtræner Gary Boren har fundet frem til 41 almindeligt forekommende problemer med spilleres straffekast-bevægelse – hvem havde overhovedet troet at 41 var muligt? Og Buzz Braman sælger et videobånd kaldet Buzz Braman Is Doctor Sure Shot, som påstår at afsløre alle straffekastets let lærte hemmeligheder. Men hvis det var sandt, ville alle NBA-spillere være ufejlbarlige fra linjen.

I stedet står straffekastet stadig som en af de mest forvirrende ting i sportsverden. Det er trods alt en af de eneste ting i livet, man kan øve sig på igen og igen og blive dårligere til. Golf er nok det, der kommer tættest, og det er også den mest brugte sammenligning, især mellem et straffekast og et put. Man kan lære en 10-årig at sænke puts på 1,5 meter med stor konsekvens, men professionelle golfspillere har tabt deres karriere på gulvet, fordi de pludselig har mistet tilliden til deres korte put, har fået “the yips”, som man siger.

En straffeskytte kan komme ud for en tilsvarende bekymrende tilbagegang. På trods af mange års træning (og med undtagelse af en ejendommelig renæssance i 2008-09 sæsonen, som vi kommer tilbage til senere) er Shaqs træfsikkerhed rent faktisk gået ned i løbet af hans karriere: I løbet af sin rookie-sæson i 1992-93 skød han 59,2%. I løbet af de næste 16 sæsoner har han kun én gang toppet det tal, og ofte skød han betragteligt dårligere (for eksempel 42,2% i 2006-07).

Næsten hvert eneste missede straffekast er betydningsfuldt. I gennemsnit kommer en femtedel af alle point i en NBA-kamp på straffekast (det præcise tal var 19,1% i 2008-09). Det betyder, at forskellen mellem et hold, der skyder 65% fra linjen, og et hold, der skyder 80%, kan være helt op til fem eller seks sejre i en sæson, afhængigt af omstændighederne. Og fem eller seks sejre kan udgøre forskellen mellem at komme i slutspillet eller ej. I betragtning af hvor meget resten af spillet har udviklet sig – tænk på de kringlede forsvarssystemer og komplekse statistiske analyser og høje fysiske træningsniveau – skulle man tro, at holdene ville have gjort straffekastet til en præcis videnskab. Men det er ikke sket. I 2007-08 var ligaens gennemsnit 75,5%, eller næsten præcis hvad det var 20 år tidligere, i 1988 (76,6%), og 10 år før det, i 1978 (75,2%).

Dette til trods for at i modsætning til de fleste færdigheder i NBA, kan næsten alle blive en glimrende straffeskytte. Man kan ikke mestre et dunk eller lave onde crossover-driblinger eller konstant sænke treere uden at have visse fysiske egenskaber. Men man kan lære stort set alle, næsten uanset deres alder, at skyde straffekast.

Som bevis vil jeg gerne præsentere Tom Amberry, en pensioneret fodlæge, der bor i det sydlige Californien. I 1993, som 71-årig, satte Amberry en Guinness verdensrekord ved at sænke 2750 straffekast i træk. Det er ikke en trykfejl (om end Kerr, da jeg fortalte ham om det, sagde, “Det kan ikke passe! Det er for sindssygt!”). Amberry udførte kunststykke i løbet af 12 timer i et motionscenter uden for Los Angeles, med 10 betalte vidner. Hvad mere er, sluttede han faktisk ikke med en forbier; han stoppede kun, da motionscenteret skulle lukke sent på aftenen.

Efter sin præstation fik Amberry en god del mediebevågenhed – han skød straffekast på Letterman og lavede træningslejre – og arbejdede endda som straffekastkonsulent for Chicago Bulls. Han vandt også flere straffekastmesterskaber under World Masters Games (som du sikkert ikke anede eksisterede – jeg gjorde i hvert fald ikke), der bliver afholdt hvert fjerde år rundt omkring i verden. Med andre ord, hvis nogen kan afsløre straffekastets hemmeligheder, bør det være Amberry. Jeg aftalte at mødes med ham en eftermiddag i efteråret 2008 på en café ikke langt fra hans hus i Seal Beach, Californien.

Amberry vandrede ind med en tyk, sort lædermappe i hånden. Med sine 86 år går han lidt foroverbøjet, men han er fortsat høj og tynd – han var en 2 m. høj power forward, da han spillede i high school – med kraftigt og strittende hvidt hår. Han kommer ofte på caféen, hvor han mødes med en gruppe på en halv snes trænere og venner til morgenmad hver lørdag morgen, og der er et indrammet foto på væggen af ham, hvor han griner sammen med Michael Jordan (billedet er ikke signeret af Jordan, men af Amberry, og der står Verdensmester i straffekast).

Amberry var fuld af energi, snakkesalig og en smule plat. Han fortalte vittigheder i stil med, “Jeg gav min kæreste en ring, og hun gav mig fingeren,” og da jeg spurgte, hvad der ville ske, hvis en NBA-spiller trænede 500 straffekast om dagen, året rundt, svarede han: “Hvis jeg var bibliotekar, og du spurgte mig om det der, ville jeg sige, at du skulle lede under ’Eventyr’.”

Nu til dags, fortalte Amberry mig, kan han ikke skyde så meget, som han gerne ville. Tre år før mit besøg fik han både helvedesild og muskelgigt, en muskelsygdom, der forårsager smerte og stivhed i overkroppen. Alligevel, sagde han, øvede han hver lørdag, og selv om han kun skød 25 ad gangen, var hans præcision der stadig. Weekenden inden jeg mødte ham, havde han ramte alle 25. Som 86-årig.

Over en gang fiskesuppe og en grillet ostesandwich, gennemgik han sin skudfilosofi og fiskede med mellemrum ting ud fra dokumentmappe, herunder et foto af Stephen Curry (“Perfekt bevægelse!”), motivationspamfletter (en tegneserie af Pogo, der siger, “Vi har mødt fjenden, og det er os selv”) og et photoshop’et billede af Amberry, der rækker armen frem og lægger bolden i nettet, en visualiseringsteknik han benytter (tanken er, at hvis man forestiller sig, at man bare lægger bolden i nettet, snarere end at skyde den, formindsker det ens angst på linjen, og som vi ved, er angst ikke straffeskyttens ven).

I bund og grund er Amberrys hemmelighed, hvis man virkelig kan kalde den det, at det til syvende og sidst handlede om en ganske enkel ting: Han øvede sig, til hans hånd var ved at falde af. Han begyndte for alvor at skyde straffekast i 1991. Han var for nylig blevet pensioneret fra sin lægepraksis, og da han er noget af en arbejdsnarkoman, savnede han indhold i sit liv. En ven foreslog ham at begynde på ny med en hobby, han havde haft, da han var yngre. Så Amberry, der havde været en High School All-American ved Long Beach City College i løbet af 1940’erne og spillet i en kort periode i American Basketball League (en forløber til NBA), gik ned til den lokale basketbane for at spille lidt kampe. Det gik ikke så godt. “Jeg slap knap nok ud af kampene i live,” fortalte han mig og kluklo.

Så at spille var ikke en mulighed. At skyde var dog noget andet, og han besluttede sig for at se, hvor dygtig han kunne blive (som spiller, en menneskealder tidligere, havde han skudt omkring 80% fra straffelinjen). Han begyndte at gå ned til et lokalt motionscenter tidligt om morgenen, hvor gymnastiksalen var tom. Amberry, som skyder med venstre hånd, begyndte hver dag kl. 5.30 og skød så intet andet end straffekast i to timer, med kun et par korte pauser, og skrev sin scoringsprocent ned i en notesbog. Snart efter begyndte han at deltage i konkurrencer. Men der var et problem. Hans krop var ikke vant til den gentagne belastning. Seks uger efter at have påbegyndt sit nye træningsprogram, sprængte han en sene lige under albuen på sin skudarm (man kan stadig se det, som et æg på hans venstre underarm).

Men i stedet for at give op, begyndte Amberry blot forfra. Med at skyde med højre hånd. Så da han satte Guinness-rekord i den samme gymnastiksal halvandet år senere, gjorde han det med sin dårlige hånd. Det kan Shaq overveje, næste gang han begynder at komme med undskyldninger.

Teknisk set “skubber” Amberry mere sit straffekast af sted, end man vil gøre med et traditionelt hopskud, der sendes af sted over hovedet. Han holder sin albue tæt ind til kroppen, når han skyder, lægger sin tommelfinger langs en af de sorte riller på bolden og peger sin langfinger mod ventilen. Han mener, at det med ventilen ikke kun får hans hånd til at pege rigtigt, men giver ham noget at fokusere på, en måde at kontrollere angsten på, om man vil. For at positionere sine fødder, kigger han ned og finder sømmet, der sidder i midten af straffelinjen – du vidste sandsynligvis ikke engang, at der sad et der – og skræver over det (i begyndelsen tapede han mønter på banen, så han vidste, at hans tæer pegede rigtigt, når han trænede).

Så går han i gang med et mantra, der har syv trin: Fødderne i en ret vinkel på linjen. Drible tre gange med bolden. Tommelfingeren i rillen. Albuen ind. Bøj knæene. Kig på målet. Skyd og følg igennem. Hver enkel del har sit eget formål. At holde albuen inde til siden hjælper med at holde retningen, skuddets kraft kommer fra at bøje i knæene (“lidt mere end man skulle tro,” siger han); at kigge på målet får ham til at sigte – ikke efter det bagerste af kurven, men efter hullet i midten. Først og fremmest vil han gerne skyde, før hans hjerne kan komme i vejen. “At tænke er det værste, man kan gøre,” forklarer han i sin bog, der meget passende hedder Free Throw, “og hvad er der at tænke på?”

Når Amberry når til at tage sigte, har han ikke haft et eneste øjeblik til at tænke på noget – såsom det pres, der hviler på ham, eller hvor mange, han har ramt i træk, eller hvad han skal have til middag den aften. Han sammenligner det at kigge op og fokusere på målet med “at tage dækslet af et kameras linse, lige inden man tager et billede.” Før han satte sin rekord, gik Amberry endda så vidt som at gå på en “mental diæt” to uger, hvor han kun læste og lyttede til komedier og musik. Ingen nyheder, ingen lokalaviser, intet, der kunne forstyrre ham. Selvom det kan lyde ekstremt, har Amberry en simpel forklaring: “Jeg behandlede bare min hjerne på samme måde, som de fleste atleter træner deres krop.”

Kan Amberrys metode fungere for rigtige spillere? Under sin forskning til afhandlingen om straffekastets paradoks ved Oklahoma State University i 1999 besluttede Poteet at finde ud af det. Han rekrutterede basketballspillere fra folkeskoler og high schools i Oklahoma City og Jackson, Mississippi, og delte dem ind i to grupper: en kontrolgruppe bestående af ni drenge og en pige og en forsøgsgruppe på 18 drenge og to piger. Inden forsøget fik han hver spiller til at skyde 100 straffekast. I løbet af den næste måned trænede hver gruppe 30 gange á 100 straffekast, hvor de skød et, to eller tre ad gangen (pointen er at efterligne en kampsituation, hvor man træder væk fra linjen efter hver “seance”). Medlemmer af kontrolgruppen, der blev ved med at skyde på samme måde, som de altid havde gjort, havde forbedret sig en smule, fra 77,2% inden forsøget til 79,9% efter en måned.

Deltagerne i forsøgsgruppen fik derimod Amberrys bog og video og var med til at se ham demonstrere teknikken. De blev instrueret i at bruge hans metode, så godt de kunne. Efter den måned havde 19 af de 20 spillere forbedret sig, med to der til sidst lå på omkring 90%. Samlet set gik gruppen fra 68,4% i snit før forsøget til 80,1% bagefter. Da jeg talte med Poteet om hans resultater, fortalte han mig, at nøglen til deres forbedring var det mentale aspekt: “Jeg tror, at der sker noget psykologisk med spillerne, når de går til straffelinjen, og det meste af det er dårligt.” Poteet fortalte mig, at han havde interviewet spillerne om, hvad de tænkte på, når de stod på linjen, og der var tre svar, der gik igen: A: Jeg håber, at jeg ikke misser (“Hvilket virker mod hensigten,” sagde Poteet), B: Jeg bliver nødt til at ramme det her straffekast (“Det giver en masse pres”), og C: Jeg tænker ikke på noget (“Hvis ens hjerne ikke er aktiv og engageret, slynger man den bare derop.”). Løsningen på problemet med at tænke for meget, mener Poteet, er at blive “procesorienteret frem for resultatorienteret.”

For mine læseres skyld (og fordi jeg var meget nysgerrig), foretog jeg min egen – meget enklere – test af Amberrys metode. Først besluttede jeg mig for at skyde omkring 300 straffekast, på samme måde som jeg plejer – puste ud, drible to gange, bøje i knæene, skyde – og jeg ramte 90% af dem (253 af 281), og med 42 i træk som det bedste. Undervejs var det første, jeg lærte, at det tager meget lang tid at skyde så mange straffekast, især alene. For det meste skød jeg i “seancer” af ét skud, hvor jeg hentede bolden selv efter hvert forsøg, og det tog mere end en time at komme igennem programmet. Det lyder måske ikke som lang tid, men det føles afgjort sådan, når man står alene og skyder straffekast. Det førte mig til min anden iagttagelse: Det var virkelig kedeligt. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan Amberry kunne skyde i to timer hver dag, i årevis. Måske var dette hans virkelige hemmelighed: udholdenhed (min albue gjorde lidt ondt efter at gjort det i to dage).

Derefter skød jeg lige så mange ved hjælp af Amberrys metode. Jeg vil sige, at det nok tog mig de første 100 skud at føle mig godt tilpas: jeg bekymrede mig om, hvorvidt jeg holdt albuen tæt nok til kroppen, jeg glemte at sige dele af mantraet, havde det underligt med at drible bolden med to hænder (som Amberry altid gør). Resultatet var, at jeg kun ramte 63 af de første 80 skud. Derefter vænnede jeg mig mere til rutinen. Jeg satte 182 af de sidste 200 (91%), med 34 i træk som det bedste (dette er stadig langt, langt under Amberrys niveau; han siger, at han ved 431 forskellige lejligheder har ramt 500 straffekast i træk – og det har jeg ikke nogen grund til at tvivle på).

Det er klart, at min undersøgelse kun har anekdotisk interesse, men selv om min samlede scoringsprocent ikke steg, følte jeg, at hans metode hjalp mig. Dels følte jeg mig mere sikker, mere “proces-orienteret” med Poteets ord, ved at bruge mantraet. For det andet fik mit skud en lidt højere bue med skubbe-metoden og dermed gik fuldtræfferne, generelt set, renere i kurven. Ville det hjælpe en NBA-spiller? Tja, det er et andet spørgsmål. For hvor mange NBA-spillere har lyst til at bruge al den tid i en gymnastiksal, eller lave alle de driblinger, der ser lidt fjollede ud? Som man måske kunne have forudset, havde Amberry svært ved at komme igennem til de professionelle. Da Bulls’ træner Bill Cartwright hyrede ham til at arbejde med Jay Williams, den tidligere Duke-stjerne, der havde problemer fra linjen, var Williams ikke specielt interesseret. “Han var deres førsterunde draftpick, så han havde travlt med at lave reklamer,” siger Amberry.

Ron Artest kunne lide ham, siger Amberry, og Jamal Crawford blev bedre ved hjælp af hans metode, men vendte senere tilbage til sin oprindelige form, fordi han følte, at Amberrys måde “så mærkelig ud.” Cartwright siger, “Jeg tror, de bare var stædige og fast besluttede på at skyde på deres egen måde, fordi det, han gør, er grundlæggende set rigtig godt.” (Som bevis påpeger Cartwright, at hans egen datter bruger metoden, efter at have lært den fra Amberry som yngre, og “hun skyder 86% hos Northwestern lige nu.”) Generelt er Amberry forfærdet over, hvad han ser, når han ser NBA: spillere, der går hen til linjen uden en strategi; spillere, der varierer deres rutine fra kamp til kamp; spillere, der synes, det er mere cool at skyde 70% med en “mandig” bevægelse end at skyde 90% med en mere finpudset om end en anelse mere fjollet bevægelse. Som Amberry sagde med et suk, så vil “spillerne ikke gøre noget, som de andre spillere synes, ser anderledes ud.”

Image. Hvor har det stor betydning. Wilt Chamberlain havde aldrig skudt så godt fra linjen, som da han en kort overgang forsøgte sig med at skyde underhåndsskud, “Bedstemor-stilen”, à la Rick Barry. Men hvad var problemet? Som han skrev i sin selvbiografi fra 1973: “Jeg følte mig dum – som en tøsedreng.” Så han holdt op med at ligne en tøsedreng og gik tilbage til at misse sine straffekast. I sin karriere skød han 51,1%.

Ikke for at give en undskyldning til spillere som Wilt, eller Shaq, men der er en grund til, at det er sværere for store mænd at skyde straffekast. Først og fremmest er deres hænder generelt større, hvilket betyder, at bolden føles som en grapefrugt, hvilket gør det sværere at kontrollere dens bane. Mere vigtigt, så arbejder fysikkens love imod dem. For at få en nærmere forklaring må vi spørge John Fontanella, en tidligere college-spiller, nu professor i fysik på US Naval Academy og forfatter til The Physics of Basketball.

Problemet, skriver Fontanella, er, at jo højere en spiller er, jo mindre er hans “vindue” til at få bolden i kurven (det vil sige, at fordi han sender bolden af sted fra et højere punkt, har han en tendens til at lægge mindre bue på skuddet for at få den op over kanten, hvilket giver et fladere og mindre tilgivende skud). Ulempen kan fjernes på en af to måder: ved at bøje sine knæ mere eller ved at sende bolden af sted med en højere bue, hvilket de fleste store spillere har lært at gøre. Lægger man det til de store spilleres tendens til at skyde bolden med for meget kraft – eller med Fontanellas ord have en øget “indgangshastighed” – mister de muligheden for at bolden tager et blødt hop på kurven og går i. Det gør det bare endnu mere imponerende, når man ser dygtige store straffeskytter som 221 cm. høje Žydrūnas Ilgauskas fra Cleveland (78,2% i karrieren) og 229 cm. høje Yao Ming i Houston (83,2%).

For det meste er NBA’s bedste straffeskytter, som Yao (og han er blandt de bedste, og bliver benyttet af Rockets til at skyde tekniske straffekast), eller de bedste skytter i det hele taget, ligeglad med hvordan de ser ud, så længe bolden konsekvent går i. De ændrer ikke deres skud af æstetiske årsager, men for at opnå en øget nøjagtighed. Kerr, som skød 86,4% i karrieren, stod i de første fem år i ligaen med begge fødder helt oppe mod linjen, men justerede så og flyttede sin venstre fod lidt tilbage, i en forskudt stilling (Paul Pierce har måske den mest overdrevne stilling af den slags i ligaen, hvor han ser ud som om, han skal til at kaste en dartpil.) “De første fire eller fem år lænede jeg mig fremad en lille smule,” forklarer Kerr. “Da jeg stillede den venstre fod lidt længere tilbage, kunne jeg gå lidt mere lige opad, og jeg blev meget mere sikker, og min procent gik markant op.” Det er selvfølgelig relativt, for Kerr var allerede en rigtig god straffeskytte med en scoringsprocent midt i 80’erme, men efter at have flyttet sin venstre fod sluttede han på 90% eller højere i fire sæsoner.

For at skyde 90% i kampene skal man være næsten fejlfri til træning, og det var Kerr også; han siger, at han rutinemæssigt ramte 96 eller 97 ud af 100. Hans strategi var at forsøge at skyde det perfekte straffekast hver gang. Bogstaveligt talt. Han plejede at vælge et straffekast fra begyndelsen af sæsonen, som han følte var perfekt – både i forhold til kropsposition og bevægelse – og derefter visualisere det og forsøge at gentage det hver gang. Et af årene kom hans perfekte skud fra en kamp mod Houston Rockets. “Resten af året gik jeg hen til linjen, tog en dyb indånding, en-to-tre driblinger, og så ’Houston!’”

Mo Williams, Cavaliers’ shooting guard, hævder slet ikke at tænke på sit skud. Eftersom han endte med fremragende 91,2% i 2008-09 sæsonen, taler han måske endda sandt. Da jeg spurgte Williams, om han brugte et mantra, rystede han på hovedet. “Nej, slet ikke. Det er som et urværk, som en form for muskelhukommelse. Jeg har så stor selvtillid på straffelinjen, at jeg kan joke med de andre spillere. Når man er selvsikker, og man ved, man kan gøre det, så er det alt, man behøver.” (Det er næsten præcis det samme som Rick Barry, underhåndsskuddets skytshelgen, mener. “Der er ikke noget pres, når man har selvtillid,” plejer Barry at sige.)

Samme dag jeg talte med Williams, i begyndelsen af 2009, missede han det første straffekast i en kamp mod Warriors, og det var hans første forbier i tre kampe. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han, bare ved at tale med mig om det, havde gjort nøjagtig, hvad han normalt ikke gjorde: tænkte over sit skud. Men efter den forbier gik der ni kampe, hvor han ikke missede et eneste straffekast.

Spørg enhver god straffeskytte, og de vil være enige om én ting: En streng rutine er af afgørende betydning, uanset hvor mærkelig den måtte se ud. Reggie Miller driblede bolden seks gange meget lavt, som om han klappede en lille hund, og kiggede så op og skød, næsten som om han havde travlt. Jerry Stackhouse bøjer sine knæ så meget, at han ser ud, som om han dyrker yoga, mens Rip Hamilton tager en dribling ud til højre inden han skyder, som om han har en sidevogn med straffekast. Gilbert Arenas går bag om ryggen, Steve Nash begynder med at udføre et straffekast uden bold, og Patrick Ewing plejede at stirre på bolden, som om den skulle til at sige noget til ham, lige inden han skød. Nogle sendte beskeder. Jeff Hornacek rørte ved sin højre kind med hånden for at sige hej til sine børn. Jason Kidd plejede at sende et luftkys af sted til sin kone. Karl Malone hviskede for sig selv inden hvert straffekast og afslørede aldrig, hvad det var, han sagde (da Salt Lake Tribune hyrede to mundaflæsere i 1997 for at tyde hans ord, blev de enige om, at Malone talte til sin søn med ordene: “Dette er for Karl, Karl, min lille dreng.”) Måske virkede Malones mumlen: Før han begyndte på den rutine, skød han 54,8% fra linjen, men når han mumlede, skød han 75,7%. I betragtning af at han forsøgte flere straffekast end nogen anden spiller i NBA-historien, gør det en temmelig stor statistisk forskel (2.560 point, for at være helt nøjagtig, hvilket for eksempel er næsten lige så mange point som Chris Dudley scorede i hele sin 16-årige NBA-karriere).

Nogle spillere går så vidt som til at gøre oprør mod selve straffekastets konventioner. Både Nick Van Exel og Rasheed Wallace har på et tidspunkt skudt deres straffekast en lille halv meter bag linjen. Hal Greer skød 80,1%, selv om han skød hver eneste straffekast, som om det var et hopskud. Nogle spillere nyder at få chancen for at skyde straffekast; Ray Allen (89,3% i karrieren) fortalte mig, at når han er i en skudkrise, forsøger han at komme til linjen, fordi “det beroliger kroppen.” Andre hævder, at de hader at skulle til linjen. “Jeg kan ikke lide at stå der,” sagde Dennis Rodman (58,5% i karrieren) engang, men tilføjede så den noget tvivlsomme påstand, “Alt for meget opmærksomhed.”

Visse spillere afskyr den oplevelse så meget, at de foretrækker at melde sig ud. I løbet af fjerde quarter i en kamp i januar 2009 begyndte Celtics målrettet at fejle Cavaliers’ center Ben Wallace, der kun har ramt 41,8% i sin karriere, for at sende ham til linjen. Så Wallace lavede med vilje en air-ball på det andet af to straffekast, så han kunne blive hevet ud af kampen, inden de fejlede ham igen. Som Wallace fortalte Brian Windhorst fra Cleveland Plain Dealer, “Jeg mener, jeg ville ikke stå der hele aftenen.”

Det er én ting at være en dårlig straffeskytte, hvis man som Wallace sjældent skyder dem, men det er noget andet at være dårlig, hvis man er tvunget til at stå der hele aftenen. Hvilket fører os tilbage til Shaq, som er sin generations dårligste straffeskytte. Uanset om han vil det eller ej, ved O’Neal, at han vil tilbringe masser af tid på linjen i hver eneste kamp, han spiller. Seks gange har han ført ligaen i forsøg. Og elleve gange han har ført ligaen i forbiere (og hvis det ikke havde været på grund af skader, ville det utvivlsomt have været mere). For at sætte det lidt i perspektiv: O’Neal har misset flere straffekast i sin karriere – 5145 indtil videre – end Larry Bird forsøgte.

I årenes løb har O’Neal arbejdet med et utal af trænere og specialister og fik en gang endda råd fra sin agent. Han er kommet med forskellige undskyldninger, herunder at han ikke kan føre hånden ordentligt igennem i sit skud på grund af en barndomsskade, der gav ham en for kort sene i hans højre håndled (en skade, der tilsyneladende ikke påvirker ham til træning). Hans problemer skabte endda en helt ny forsvarsstrategi, kaldet Hack-a-Shaq, som O’Neal kalder “kujonagtig.” Men Shaq har naturligvis aldrig formået at gøre den ene ting, der ville få de “kujoner” til at holde op: at ramme sine straffekast.

Det vil sige, lige indtil han gjorde det. I en bemærkelsesværdig forvandling begyndte O’Neal pludselig at sænke sine skud fra linjen, midtvejs i 2008-09 sæsonen. Ikke kun af og til, men regelmæssigt. I løbet af januar måned, ramte han næsten 70%, og hans sæsonprocent steg så meget, at han nærmede sig 65% for sæsonen, hvilket var uhørt i forhold til, hvor mange han plejede at misse. På et tidspunkt ramte han 12 i træk, hvilket fik O’Neal til at kalde sig selv for Shaqovic. Som han forklarede journalisterne, “Hvis du ser rundt om i ligaen, er alle dem, der [hedder noget med] vic en god skytte. Radmanović, Vujavic… alle de der Vic’er.”

O’Neals forandring var så imponerende, at han ændrede hele opfattelsen af ligaens straffekast samlet set. En redaktør på SI gjorde mig i februar 2009 opmærksom på, at det lod til, at vi var på vej ind i en ny guldalder for straffekast, og henviste til det daværende ligagennemsnit på 77,1%. Og han havde ret; hvis den procent holdt, ville det være den højeste i mere end 30 år, siden 1973-74, hvor der kun var 17 hold i ligaen. Det lød ganske afgjort imponerende. Lige indtil jeg gik i dybden med tallene og fandt frem til – og det er temmelig vanvittigt – at stigningen i ligaens samlede straffekastprocent udelukkende kunne tilskrives O’Neal. Hvis han havde taget det samme antal straffekast og havde ramt sine sædvanlige 52% i stedet for 61,7%, ville ligaens gennemsnit have været… 74,9%, eller lavere end det foregående år og det historiske gennemsnit.

Dette Shaqovic-fænomen blev jeg nødt til at undersøge nærmere. I februar fangede jeg O’Neal efter en af Suns’ shootarounds og spurgte ham om hemmeligheden bag hans (relative) succes. Som han plejer, indledte han sit svar med en herligt ulogisk filosofi. “Jeg har aldrig rigtig troet på procenter, for som jeg ser det, hvor mange har man ikke set skyde 90%, men så misse den, det var vigtigt, at de ikke missede?” sagde han. “Det, man skal gøre, er bare at smide procenterne væk. Jeg har altid ramt dem, det var vigtigt, jeg ramte.”

Derpå hævdede O’Neal, at han ramte flere straffekast, simpelthen fordi han var motiveret til at gøre det – at han gerne ville ende som “en af de fire eller fem mest scorende”, når hans karriere var slut, og at han derfor “koncentrerede sig noget mere.”

Men til sidst nåede han frem til det vigtige. “Jeg gik tilbage til mit gamle high school-skud,” sagde han. “Jeg tror, jeg brød en gylden regel ved at ændre det, jeg lærte af min far. Det er det, jeg fortæller alle unge spillere, uanset hvilken teknik, du har lært, så hold dig til den. Mange mennesker har forskellige bevægelser, og de er blevet mestre til det, de gør: Shawn Marion, og ham knægten fra Sacramento” – her efterlignede O’Neal Kevin Martins spjættende skud. “Jeg gik tilbage til den måde, jeg skød på i high school.”

Det, Shaq i virkeligheden sagde, var, at han endelig gjorde, hvad Amberry og Mo Williams og alle de andre store straffeskytter går ind for: at skyde bolden i stedet for at tænke på at skyde bolden.

* * *

Netop som Shaq skal til at forlade ligaen, er hans efterfølger allerede ankommet. Det ene dominerende store spiller giver straffekastets mysterier i arv til den næste; rækker faklen videre – eller rettere kaster den, uden bue eller backspin. Og nu er det Dwight Howards tidsalder.

På trods af Howards enorme fysiske talent, har ingen lyst til at efterligne ham ved linjen. Hans karrieres straffekastprocenter ser ud, som om de lige så godt kunne have været hans scoringsprocent fra gulvet: 67,1%, 59,5%, 58,6%, 59,0% og 59,4%. Rent faktisk skød Howard i to år i træk, 2006-07 og 2007-08, bedre fra gulvet end fra linjen. I de sidste to sæsoner har Howard, som O’Neal før ham, ført ligaen i både straffekastforsøg og -forbiere.

Og som O’Neals skud er Howards skud heller ikke kønt: et lille ryk sidst i bevægelsen, underligt høje albuer når bolden bliver sendt af sted, enormt varierende højde og spin. I Orlando lavede nogle af medierne sjov med, at hans trøjenummer – 12 – måtte stå for “1 af 2.” Og i et stykke tid var hans øgenavn 50, ikke som i rapperen 50 Cent, men som i 50 procent.

I januar 2009 mødtes jeg med Howard om morgenen inden en kamp i Sacramento. På det tidspunkt var han stadig påvirket af den kritik, han havde fået en uge tidligere af sin træner, Stan Van Gundy. Lige efter nytår havde Howard scoret 39 point mod Toronto i en kamp, Magic alligevel endte med at tabe med seks point. Bagefter var Van Gundy utilfreds med, at Howard kun ramte 11 af 18 fra linjen. “Det er sådan cirka, hvad han plejer at skyde, men det er ikke godt nok,” fortalte Van Gundy journalisterne. “Tres procent fra linjen gør det svært. Vi har en enorm fordel under kurven. De kan slet ikke dække ham op, men når det så bliver fjerde quarter, og de bare fejler ham, og det er 1 af 2 hver gang. Så kommer man ned i den anden ende, og der er det 2 af 2. Det er en stor forskel.”

Da jeg spurgte Howard om, hvorvidt det var frustrerende kun at score 39 point på grund af nogle missede straffekast, rynkede han panden. “Jeg blev lidt ked af de kommentarer om, at jeg kunne have ramt flere, for det er jo ikke fordi, jeg prøvede at misse dem med vilje,” sagde han. “Jeg ved godt, at nogle gange rammer man sine straffekast, og nogle gange gør man ikke.” Han holdt en pause, trak så på skulderen. “Det kan jeg ikke gøre noget ved.”

Men problemet er naturligvis, at det kan han nok godt. Og som med O’Neal har alle et forslag. Dennis Hans, en selvbestaltet skudguru og freelance-forfatter, skrev på sin blog, at problemet var “En for tidlig udstrækning af skudhåndens bøjede håndled”, og sammenlignede Howards bevægelse med den måde, golfspillere kan få en dårlig vane med at “slå fra toppen.” I tilfælde af at hans pointe ikke var tydelig, kaldte Hans også Howards bevægelse for “et sygeligt skud,” “elendig” og et “misfoster”.

Dan Barto, en træner på IMG Academies i Florida, der har arbejdet med unge spillere som Joakim Noah og Corey Brewer, kom med en endnu mere teknisk diagnose. Barto foreslog, at Howard skiftede til et mere skubbende skud og forklarede sig på IMG’s hjemmeside: “Dwight er den type skytte, som det er sværest at give et bedre skud. Hans lange ben og lange arme gør, at han næsten kun består af ekstremiteter. Hvis man ser ham skyde straffekast, kan man se, at hans knæ bliver strakt betydeligt tidligere, end han sender bolden af sted. Han strækker aldrig sine ankler, skubber sine hofter frem, strækker ryggen, fører bolden op over hovedet og sender bolden af sted mod kurven på en lang række forskellige måder.” Med andre ord gør han næsten alting forkert.

Sidste år fik Howard endda råd fra en usandsynlig kant: Nick Anderson. Da han så Howards problemer, tog Anderson ham til side. Han fortalte, at der ikke var noget galt med hans teknik, at det var psykisk, og at han om nogen kunne forstå det – han havde selv været der. “Jeg sagde til ham, ’Hvis du begynder at fortælle dig selv, at du ikke kan gøre et eller andet, begynder du at tro på det,’” siger Anderson. “Jeg gjorde det selv engang og fortalte mig selv, ’Nå, du rammer ikke det her straffekast, du misser det her straffekast,’ og jeg troede på det. Jeg kan se det samme ske for Dwight. Han tror på, hvad folk siger.” Anderson holdt en pause og blev meget alvorlig. “Det er noget, du har gjort hele dit liv. Du var god til det, og pludselig kommer du ind i en dårlig stime. Når kampen går i gang, lader han sig påvirke af alle de udvendige ting. Jeg fortæller ham hele tiden, at man bliver nødt til at fokusere på kampen.”

Der er dog opmuntrende tegn. Patrick Ewing, Knicks’ tidligere center, som arbejder med Howard i sin nuværende rolle som assisterende træner for Magic, fortalte mig, at Howard er et igangværende arbejde. Ewings store mål er blot at få Howard til at strække armen helt igennem på hans skud, noget de fleste niårige allerede har lært. Men alligevel, Howard skal ramme 10 i træk efter hver træning, og overraskende nok “gør han det normalt,” ifølge Ewing. “Dwight har talent nok til at blive en rigtig god skytte,” sagde Ewing. “Det handler bare om gentagelse, gentagelse, gentagelse – og at tro på det.”

Eller mere vigtigt: at tro på det på det rigtige tidspunkt. Howard fortalte mig, at han er sikker nok til træning. “Det er vanvittigt, mand. Når jeg skyder straffekast til træning, kan jeg ramme 20 i træk, 15 i træk,” sagde han. “Og så spiller jeg en kamp, og misser hver anden. Jeg tror, at det handler om at blokere alle de folk, der prøver at fortælle mig, hvordan man skal skyde straffekast, og bare skyde. Jeg behøver ikke en million skudtrænere eller alle de mennesker, der siger: ’Hey, skyd på den her måde.’” Han holdt en pause, “Det nye, jeg er begyndt på, er bare at gå derop og skyde.” (Howard forsøger også at overdøve forstyrrelserne og har taget en ny strategi til sig: at synge Beyoncé-sange på linjen. Som han forklarede: “Jeg har brug for at lukke alting ude, for folk forstår ikke, at man virkelig kan høre alt, hvad der sker blandt publikum – når folk siger noget; siger, ’Bøj i knæene!’ eller ’Stræk armen!’”)

Så Howard ved godt, hvad der skal til, i det mindste i teorien. Han siger om sig selv, at han er “villig til at lytte og til at lære,” og påpegede, at “en masse mennesker taler om, hvordan de kunne få mit straffekast op på 85 procent, eller om den her magiske måde, de kunne forbedre mit straffekast på, og det eneste, jeg kan gøre, er at blive ved med at øve mig. Det er den eneste måde.” Så han sagde noget, som var ganske klogt sagt af så ung en mand. “Det er sådan, man bliver bedre i denne liga. Ved at øve sig og have tillid til at gøre det samme i kampe, som man gjorde til træning. Det handler ikke om at have den bedste skudtræner, det handler bare om at øve sig.” Det er ikke noget tilfælde, at det er den samme filosofi, der bliver prædiket af folk som Amberry, der ynder at sige, “Træning er som en utæt spand, som man er nødt til at blive ved med at fylde op igen og igen. Hvis man ikke gør det, så taber man noget en dag.”

Så Howard ved, hvad han skal gøre, men kan ikke gøre det. Han vil ikke skyde straffekast, men han skal. Efter min samtale med ham, og før Sacramento-kampen den aften, fortalte Kings’ center Mikki Moore mig, at holdets strategi i kampen var at fejle Howard, når han kom for tæt på kurven. “Han er høj, og han kan hoppe højt, så vi vil hellere have, at han skyder straffekast, end at han dunker i hovedet på nogen,” forklarede Moore.

Og at fejle ham var lige, hvad de gjorde. Det tog hele 34 sekunder, inden Howard kom på linjen for første gang efter at være blevet overfaldet på et vellykket omvendt layup. Som altid satte han sin højre fod frem, pustede ud, driblede to gange og førte bolden hurtigt tilbage til hoften, inden han tog en tredje dribling. Han løftede bolden op, sendte den af sted med en fin rotation, men måske en smule for hårdt, og… den gik rent i. For at være helt ærlig så det næsten smukt ud. Fin backspin, pæn bue. Mindre end to minutter senere var han tilbage på linjen og skulle skyde to straffekast. Det første gik i, selv om det ramte kurven undervejs, men det andet ramte det bageste af kurven og fløj langt væk. Jeg forberedte mig på en lang aften med smertefulde straffekast.

Men det fortsatte ikke på den måde. Måske var det fordi, at Arco Arena, Kings’ hjemmebane, var mindre end halvt fuld, så presset var minimalt. Måske føltes det bare rigtigt for ham. Uanset årsagen blev Howard pludselig forvandlet til Steve Nash. Han satte to mere, så to mere. Da kampen var forbi, havde Magic vundet stort, og Howard havde ramt 9 af 11 fra linjen.

I omklædningsrummet bagefter sprudlede han af energi. Han sagde: “Jeg vil bede træneren om at lade mig skyde de tekniske!” og lod som om, han skød et straffekast hen imod mig. “Hvad sagde jeg?” Sagde han. “Det var fordi jeg bare skød dem, og ikke prøvede at gøre, hvad folk siger.”

Idet han stod og pralede, stoppede J.J. Redick, den tidligere Duke-stjerne som havde ramt 87,1% i sin karriere fra linjen, på vej hen til brusebadet.

“Hvad skød du her til aften?” spurgte Redick.

Howard strålede som en stolt far: “9 af 11!”

Redick så lettere chokeret ud og gav så sin velsignelse: “Flot klaret!”

Og med et, en tilfældig aften i Sacramento, havde Dwight Howard kureret sine problemer med straffekast.

Jeg laver naturligvis bare sjov. Den næste kamp ramte Howard 9 af 16, og i løbet af de følgende uger havde han en 12 af 18-aften og en særdeles grim 5 af 12-aften. Van Gundy bad ham ikke om at skyde de tekniske, og Redick havde ikke flere rosende ord. Fem måneder senere gik Howard til linjen i slutningen af kamp 4 i NBA-finalerne med en chance for at kunne lukke kampen. Magic førte 87-84 med 11,1 sekunder tilbage og kunne med en sejr udligne serien 2-2. Alt ved situationen føltes uhyggeligt velkendt. Det svimlede for tilskuernes øjne. Magic havde igen en ung, dominerende center. Og kampen kunne igen vindes på linjen ved at ramme et af to straffekast. Howard driblede, pustede ud, kiggede op og … missede. Tusind mareridtstanker begyndte at dukke frem, da han løftede bolden til det andet skud. Denne gang gik skuddet for langt, bolden hoppede højt op i luften og faldt i hænderne på Lakers. Det, der skete derefter, syntes uundgåeligt: Selvfølgelig kæmpede L.A. sig tilbage og sendte kampen i overtid (denne gang var det Derek Fisher, der spillede rollen som Kenny Smith ved at ramme en lang treer). Og selvfølgelig vandt Lakers kampen – Howard missede et andet vigtigt straffekast i overtiden – og senere titlen. Det fik mange til at spekulere på, hvad der kunne være sket, hvis Howard havde været i stand til at ramme blot ét straffekast, hvilket havde virket så let for ham den januaraften i Sacramento.

Det er en kamp, nogle mennesker aldrig kan vinde, og det mest irriterende ved straffekastet er, at den ene aften er det det nemmeste skud i verden, og den næste aften er det det sværeste. Hvilket vil sige, at selv om alle kan ramme på et straffekast, er det hvornår, man rammer, der er vigtigt. Eller hvornår, man ikke gør det. Bare spørg Nick Anderson.