Søg ...

Sport & Spil

“Tag en panodil, Cruyff”

Del

De fleste fodboldspillere er overtroiske, men Johan Cruyffs Ajax var ekstreme. Hør bare her fra David Winners “Oranje”:

– – –

Rækkefølgen, hvorved spillerne kom til massage forud for en kamp, udgjorde et kompliceret ritual. ’Alle spillere havde et fast nummer,’ forklarer Salo Muller. ’Hvis spiller nummer tre eksempelvis skulle på toilettet, så måtte vi allesammen vente på ham. Nummer fire kunne ikke være nummer tre. Målmanden var altid sidst. Sjaak Swart var nummer tre. Bennie Muller var fire. Cruyff var enten et eller to; jeg kan ikke helt huske det. Og når hver enkelt massage var færdig, skulle jeg sige noget særligt til hver spiller. Til Cruyff skulle jeg sige: ”Yogi twee”. Jeg kaldte ham Yogi, jeg ved ikke hvorfor. Ikke Jopie, men Yogi. Det betyder: Lav to mål. Til Henk Groot skulle jeg sige: ”Henk: en meget, MEGET god kamp.” To gange meget. Hvis jeg sagde ”Henk: en meget god kamp,” så flyttede han sig ikke ud af stedet. ”Nårh ja, undskyld. En meget, MEGET god kamp.” Til målmanden: ”Klempie, klempie,” fordi han skulle holde fast på bolden. ”Klempie, klempie.”’ Piet Keizer ville have et klap bagi ledsaget af ordene: ’Piet, gør dit bedste.’

Forud for enhver europæisk kamp forlangtes det, at Muller, fysioterapeuten, tog sin lykkebringende skihue på – og sørgede for nogle specielle pølser, osseworst fra Hergo, kosherslagteren på Beethovenstraat. Forud for Ajax’ katastrofale kamp mod Dukla Prag glemte Mullers kone at pakke lykkehuen ned. Og Hergo var lukket, så der var heller ingen pølser. Ajax tabte 2-1, og den dag i dag er der stadig nogle af spillerne, der skyder skylden på Muller.

Sjaak Swart sikrede sig, at hans datter kyssede hans støvler inden hver kamp. Johan Cruyff spillede altid i sine ældste støvler, også hvis der var hul i. ’Johan var meget sensitiv,’ siger Muller. ’Nogle gange ringede han til mig syv gange dagligt: ”Der er noget galt med mit knæ. Jeg tror, der er noget galt med mit knæ.” ”Johan, der er ikke noget galt med dit knæ.” ”Er du sikker?” ”Ja, jeg er sikker,” Senere: ”Men mit knæ …” ”Johan, stol nu på mig, der er overhovedet intet galt med dit knæ. Du har det fint.” ”Men min nakke …” ”Der er intet galt med din nakke. Du har det fint. Tag en panodil; læg dig til at sove. Lad være med at bekymre dig.” ”Tak, Salo. Tak, Salo. Du er en flink mand.” ”Det er i orden. Du kan altid ringe til mig.”’