Forskere: Elcykler kan give højintensiv træning
Del

En elcykel er måske sagen, hvis du gerne vil have sundhedsfordelene ved at træne med høj intensitet. Især hvis du har svært ved at finde motivationen eller er hæmmet af skader eller overvægt. Det tyder en undersøgelse fra Brigham Young University på. Den viser nemlig, at træning på en elcykel giver næsten den samme intensitet som træning på en normal cykel. Oven i købet føles det i mindre grad som anstrengende træning.
Kom i samme pulszone på en elcykel
Forskerne lod 33 erfarne mountainbikere, især mænd mellem 18 og 65 år, cykle en 10 km lang kuperet rute på både normale mountainbikes og el-assisterede mountainbikes. Resultaterne viste ikke overraskende, at cykelrytterne kørte ruten med højere hastighed på en elcykel (i gennemsnit 6,6 km/t hurtigere). Det viste sig også, at deres gennemsnitlige puls på elcyklerne lå på 93,6% af deres puls på de normale cykler.
Særligt interessant var det, at de nåede op i samme pulszone på begge cykler, nærmere bestemt den øvre del af zonen “70-85% af maxpuls”. Det ligger inden for, hvad Sundhedsstyrelsen betegner som motion med høj intensitet. Trods den høje intensitet følte cykelrytterne ikke, at de havde gennemført en anstrengende træning, når de kørte på elcykel.
Store fordele, små barrierer
Undersøgelsen konkluderer, at de samlede fordele af at motionere på elcyklerne er høje, mens barriererne for at motionere er lave. Forskerne konkluderer derfor også, at elcyklerne kan gøre det nemmere at nå sine mål for fysisk aktivitet. Både for erfarne cykelryttere og “mere stillesiddende individer”.
Andre undersøgelser har nemlig vist, at både de opfattede fordele og de opfattede barrierer er afgørende for, om man følger anbefalingerne for fysisk aktivitet og har held med at ændre sine motionsvaner. Eller med andre ord: Hvis man tror, det virker, og det ikke føles for hårdt, er der større sandsynlighed for, at man får motioneret nok.
I hvilket omfang den højere hastighed på cyklen bliver opfattet negativt af andre melder undersøgelsen ikke noget om.
Kilder:
Hall C, Hoj TH, Julian C, Wright G, Chaney RA, Crookston B, West J: “Pedal-Assist Mountain Bikes: A Pilot Study Comparison of the Exercise Response, Perceptions, and Beliefs of Experienced Mountain Bikers”, 2019.
https://formative.jmir.org/2019/3/e13643/
Sundhedsstyrelsen: “Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling”, 2018.
https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2018/Fysisk-aktivitet—haandbog-om-forebyggelse-og-behandling
Følg os